Når morderen ikke får magten.

Sad lige og så et fantastisk interview med Kim Walls forældre. På et tidspunkt bliver der talt om had, hvor faren Joachim Wall siger noget med, at had har de ikke. For hvad skulle hadet udmønte i? Hadede de, så var de på samme onde side som morderen var. De ønskede ikke at morderen skulle huskes, eller at Kim ”bare” blev husket som et offer, men som en fantastisk person. Morderen skulle viskes væk og Kim huskes.

Hvorfra har de den styrke til at se tingen på sådan en måde, når de oplevede deres datter pateres og siden blive fundet i Øresund og i Køgebugt?

Ja, det ved jeg ikke. Men jeg ved hvordan jeg selv aldrig havde fokus på min brors morder.

Olaf var et livstykke uden lige. Altid frisk på en bemærkning og en god historie, der nok blev malet lidt mere farverig end den havde været i virkeligheden.

En dag ringende telefonen og jeg gik i tusind stykker. Budskabet var, at min bror var død, stukket ihjel af en ung mand ombord på det skib, som han sejlede med.

Kommer man videre derfra? Ja man gør, man lærer at leve med det.

Har der været had involveret? Nej, på intet tidspunkt. Manden blev fanget, og hængte sig selv i sin celle.
Måske var grunden til, at hadet aldrig fik fat? Eller fordi at det foregik så langt væk? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at vi i familien aldrig har haft fokus på drabsmanden. Vi var chokerede over det valg han tog, og jeg har ytret mig over, at han nok var vågnet af en eller anden rus, og derved har taget den beslutning.

For mange år siden så jeg en form for intervention med Oprah og Dr.Phil. En mor var i dyb sorg over tabet af sin datter og havde besluttet sig at begå selvmord efter interviewet.
Dr. Phil spørger hende om hun ønsker kun at huske sin datter som et offer, eller kun for de sidste få minutter af hendes liv, og ikke for de år de havde haft sammen.  Man nærmest så hvordan hele energien ændredes hos moren, da hun forstod at hun gav magten til morderen handling. At hun blev ved med at begræde tabet og derved glemte at hun havde haft datteren i 19 år, samt mere eller mindre havde glemt dem der var i live.

https://www.youtube.com/watch?v=DMJ6RJZsA4Y&t=33s

Det er nemlig det. Vi husker vores bror, for det fantastiske, sjove, gavmilde og elskelige menneske han var og ikke hans banemand.
Det er nemlig vigtigt. Bruger man tiden på morderen, så bruger man den mindre tid på den som man har mistet og elsket. Og hader man, så har morderen igen vundet liv, ved at fokusset går på hende/ham end at man bruger tiden og energien på noget som er mere dyrebart, nemlig livet.

 

Vi havde ham i 47 år og det ærer vi og nærer vi, ikke hadet til en person der valgte at tage min brors liv. Jeg gør brug af min frie vilje i at lade være med at hade. Det frigiver energi til at elske.

Han er elsket og savnet.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *