Hvad lidt skribleri dog kan føre til.

For et par mdr. siden ringede telefonen.  Jeg sad og spiste frokost på mit arbejde og havde glemt at sætte min telefon på lydløs. Glemt? Sker alting ikke af en grund? Den overbevisning har jeg.

En kvinde præsenterede sig som Ellen Nybo, journalist og reporter fra TV2 Play.

TV2 Play, hvad pokker ringede de for? Ville de mon have min hjælp i forhold til clairvoyance, medieskab eller noget helt andet? Er I klar over, hvor mange tanker der strømmer igennem hovedet, når en journalist fra TV2 ringer til en? Det er vist rigtig lang tid siden, at mit hoved har haft så travlt som i det øjeblik. 😉

Ellen fortalte, at hun i  kraft af sit arbejde, var igang med at lave en miniserie om folks forhold til træer og i den anledning var hun faldet over min blog om det at kramme træer. Hun var også interesseret i at høre, om det føltes forskelligt, når vejret var forskelligt.

Vi aftalte en dag og for ca. 3 uger kom Ellen og fotografen Bjørn Fabricius til Jægerspris, hvor vi lavede optagelser i Jægerspris skov ved Tarzanbakken.

Jeg må indrømme jeg var ret nervøs. Nervøs om jeg nu kom til at ligne en med totalt fis i kasketten overfor Danmarks befolkning.  Nå ja, om jeg gjorde det, så PYT med det. 😉

Trækrammeri

I snart 20 år har jeg krammet og talt med træer. Det er videnskabeligt bevist at en halv times daglig ophold i naturen hjælper på forhøjet blodtryk og er afstressende.
Træer er jo med til at skabe vores ilt, så de er livsvigtige for os.

Skovens eventyr

Skoven og træerne er desuden de rene eventyr for mig. Jeg ser symboler og figurer alle vegne. Naturen taler derved til mig hele tiden. Jeg ser trolde, nisser, gnomer, smil og ja alt muligt i træerne.

Da jeg flyttede fra min første mand, fik jeg og børnene en lejlighed i Avedøre som lå klods op ad Vestvolden. Vestvolden blev børnenes og min legeplads. Når vi gik ture så vi efter figure i træerne. De mange træer vi gik forbi fik hver deres personlighed, og hurtigt fik de forskellige stemmer. Derude iblandt træerne på Vestvolden, skabtes der små eventyr sammen med børnene. Det blev et godt værktøj og en god distraktion som gjorde en tung tid lidt lettere og sjovere.

 

 

 

 

I årene hvor jeg var ramt af sygdom, blev træerne en smule forsømt. Men så snart det var et lyspunkt i hverdagen, så var det ud igen til træerne og krammerierne. Det hjalp med med at godt kram.

Hemmeligheder

Der er ting som jeg aldrig har delt med nogle. Jeg er skorpion og der siges, at skorpioner er hemmelighedsfulde og ikke deler alting. Selv om jeg er ekstrem ekstrovert, så er der ting der kommer til at gå i graven med mig. Men grundet min ekstroverthed måtte jeg bare have luft engang imellem. Og når der nu ikke er nogle fjelde at klatre op ad og gjalde ud over, så måtte træerne bruges. De blev de “venner” jeg betroede mig til. Jeg havde hverken kat, hund eller bamser at betro mig til, så det blev træerne jeg “talte” med.  Og det hjalp.

Miniserie

Tilbage til TV2 Play. Det var en uforglemmelig oplevelse, at fortælle noget som kun de allernærmeste vidste jeg gjorde, og så dem der læser mine blogs.  De 2½ times tid vi brugte i skoven fløj afsted.  Det var en stor oplevelse, som du på onsdag den 29.5 kan se på TV2 Play vejret. Man kan få TV2 Play medlemskab gratis i en måned.
Så er du intresseret i at se, hvad det er jeg render rundt og gør i skoven så kig med.

TV2 øst

Det morsomme var, at to dage efter optagelse med TV2 Play dukkede TV2 øst op til et arrangement jeg var bedt om at deltage i. Jeg var bedt om et gå foran i en procession  og synge i et arrangement som min veninde Suzanne Wowern Rasmussen stod for i Hedensk Oplysnings Forbund, som bød alle velkomne til arrangementet. Om man var asatroende, hedensk, kristen eller noget helt fjerde. Jeg fik Áshild Arnholdtsdóttir Kristiansen til at skrive en lille sang, som jeg lavede en melodi til. Det er mig du hører synge. Læg mærke til den morsomme slutning vedr. haglvejret. Vejrguderne lyttede, de stoppede haglvejret 😉

Klik på linket og du ser indslaget fra TV2 øst.

https://www.tv2east.dk/nyheder/05-05-2019/1930/varet-blev-fejret?fbclid=IwAR2rz885b8ryzQx3XZ__f59BVjvTug1-YUhFv2KmPJgJitMWpz5AoUvTkls

Forside billedet venligst udlånt af TV2. Copyright TV2.

I går aftes blev jeg ramt af sorg. En sorg der slog benene væk under mig, hvor det bare ramlede og tårene trillede.

Men sorg over hvad?

Jeg kunne ikke finde min lille mobile internet router. Jeg kunne bare ikke huske hvor jeg havde lagt den. Jeg kørte ind til klinkken kl. r*v og nøgler, men ingen router. Jeg skulle bruge den i klinikken her til morgen, og den var bare væk.
Efter en del frustration, måtte jeg ty til anden form for hjælp, mine usynlige venners hjælp og en – to – tre var min lille router der. I en taske jeg aldrig bruger, men ikke detso mindre blev jeg guidet til den, og der var min router.
Men al den frustration udløste en sorg, der havde gemt sig i mange år.

Som I ved, blev jeg overfaldet i 2006 som bl.a. udløste stress og fibromyalgi. Dette satte sig i flere steder i kroppen, også i min hjerne. Fra at have en visuel klæbehjerne blev den til en grå tåge. Jeg husker at stå i Netto og kassedamen siger det blev 37,50 kr. Jeg blev helt blank; anede ikke hvad 37,50 kr var for noget. Men idet jeg stod med min pung i hånden, måtte det have noget med den at gøre. Efter at stået der og gloet sort i hovedet, gav jeg bare kassedamen pungen og bad hende tage det hun skulle bruge.
Hun smilede bare og tog pengen og så var det klaret. Men oplevelsen rystede mig og satte sig fast i cellerne. Dette ubehag i ikke at vide hvad hun talte om.
Tit stod derhjemme og lavede mad eller noget helt andet, hvor jeg oplevede at bare stirre på tingene og ikke ane hvad det var jeg lavede. Hvad var det jeg havde i hånden? Hvad var det jeg skulle med det jeg havde liggende foran mig og det jeg havde i hånden? Så det blev en normalitet for mig at sige min hensigt højt. “Jeg skal smørre en leverpostejmad, jeg skal lave frikadeller, jeg skal gøre badeværelset rent” Fordi jeg havde opdaget at mine børn og min mand automatisk hjalp mig til at komme videre, når jeg var gået i sort.
Hurtigt havde de opsnappet situationen og når de opdagede jeg var væk eller jeg spurgte ” Hvad laver jeg?” så svarede de for mig. ” Mor du smørrer en leverpostejsmad. Du sagde du skulle tisse!” Uden nogen form for irritation, frustration over min glemsomhed, så hjalp de bare mig i at komme videre ud fra det sorte hul og i gang igen med det, jeg nu havde gang i.

I i går aftes kom sorgen over disse sorte huller. Det er normalt at være glemsom. Det er normalt at man bliver mere og mere glemsom med alderen, den er jeg med på. Men disse sorte huller er ikke normale.
Min ene søster som også har fibromyalgi mister hele dage til disse sorte huller. Der er jeg, 7-9-13, heldigvis ikke.

Men igen sorgen ramte. Og hvorfor dukkede den op 12 år efter overfaldet?
Ikke før lige her og nu rammer det mig. Den 6/2 var det 12 år siden jeg blev overfaldet. 12 år er en udviklingcyklus, så nu hvor der er plads til at tage sig af den sorg, og idet jeg pt. healer gamle ting via tapping, så kom den til overfladen. Nu er det tid og plads til at heale sorgen. Til at føle sorgen over at hukommelsen blev ramt, og nogle ting bare ikke kommer tilbage, uden at jeg arbejder med det på et andet plan, end jeg før har gjort.
Jeg har faktisk aldrig sørget over tabet af de ting jeg kunne dengang.

Heldigvis besidder jeg evnen i at se på afstand, og jeg har gode venner og samarbejdspartner i dette liv, samt i andre dimensioner, så om engle og guider i alle afskygninger, som vil stå på hovedet for at hjælpe mig. Bed og du skal få, jeg bad og jeg fik i går aftes.
Jeg skal bare bede om hjælpen før jeg bliver frustreret.
Hvorfor jeg ikke bare brugte mine evner fra start af? fordi det var en sorg der bankede på og skulle op til overfladen, så den kunne heales på og slippes fri.

Jeg healer mange ting ved at skrive. Dette blog indlæg er en del af min healings proces. Det er den ekstorverte side af mig, der bruges som healingstereapeut lige her og nu.

Så ja, sorgen ramte, sorgen viste sig for mig, og jeg gav mig selv lov til at græde. Det varer nok nogle dage før det hele er på plads og alting er frigivet og sluppet, og det er bare helt OK. Alt er godt. Jeg er i proces og livet går videre.
Sorgen er her og den er velkommen. Jeg glæder mig også til at vinke farvel til den på et tidspunkt de nærmeste dage.

Sorgen rammer når man mindst venter den. Og når den kommer er det vigtig at man vælger bevidst, om man vil tage sig af den her og nu, eller beder den komme igen på et senerer tidspunkt. For den dukker altid op og ønsker at man ser på den, og får healet den, så kroppen og cellerne kan slippe for at gå med den.
Og når vi healer, så healer kroppen og dens smerter heales også.
Den behøver ikke reminde os med smerter om at tage os af det og det.

I denne tid med healing af gammel sorg, vil jeg anbefale en dokumentar der hedder HEAL på Netflix. Det er om kroppens fantstiske healingsevne og hvor meget den kan gøre, hvis bare vi blander os uden om dens arbejde, med bekymringer osv.

Så jeg er i sorg, men kender jeg mig selv ret, så er det hurtigt healet. Life goes on.

“Jeg har den fulde frihed, til at begrænse min egen frihed”
Citat Súsanna Vígdá

Livet er fantastisk. 🙂

Gammelårsaften, som en kær ven kalder aftenen.
Aftenen før det nye år fødes; hvor et nyt kapitel eller en ny bog venter forud, som vi kan skrive med hjælp af andre, eller helt alene.  Tiden hvor vi kan vælge at kigge tilbage på og reflektere over året der er gået. Men reflektere med hvilken intention? Se på udvikling eller nederlag?

Nederlag?
En behandler bekendt, Mette, spurgte på sin Facebook business væg, hvad vi ønskede at sige goddag til i 2019, og jeg skrev, at jeg ville sige goddag til succes i alt.
Mette spurgte ind til mit svar, om det også betød også at sige goddag til nederlag?
Nederlag? Hvordan kunne hun overhovedet stille det spørgsmål? Ja, spørgsmålet er godt og fik mig til at tænke, men det har aldrig været i mine overvejelser, at livet indeholder nederlag. Og hvorfor skulle mit goddag til året 2019 evt. indeholde succes i nederlag?

Når jeg vælger at tænke, tolke eller skabe mit liv, så er nederlag ikke en del af mit regnestykke; jeg kan påstå, at det slet ikke eksisterer som begreb i min håndtering af mit liv.
Jo, da Danmark nu ikke vandt imod Kroatien, så de kunne komme videre i VM, så kan man jo tale om et nederlag. Men i mit personlige liv, er der intet som er nederlag.
At tingene ikke går som jeg havde forventet, at målet jeg satte mig ikke blev nået, sådan som jeg havde tænkt mig, har intet med nederlag af gøre. Men hvad er det så? Udvikling og atter udvikling.

Bogen
Som eksempel kan jeg tale om min lille bog om trolden Findrik.
Den skulle haft været ude for flere år siden. Jeg havde bestilt en at illustrere den, som på en eller anden vidunderlig facon, kunne se og tegne de billeder jeg havde i hovedet.
Og jeg ventede og ventede. Der skete ikke så meget. Hun kom med et par tegninger, men så kom der ikke mere. Viljen hos hende, var der, men grundet sygdom, var hun ikke i stand til at udføre jobbet. Det tog mig bare lige 3-4 år at erkende, at det nok aldrig var hende der skulle illustrere min bog. Og hvad lærte jeg så af det? At jeg besidder en rummelighed og tålmodighed der siger spar to.  Er det et nederlag? For mig en selverkendelse og erfaring og ikke i nærheden af noget der kan minde om et nederlag.

Men kan jeg være så rummelig, og vælge en anden til at illustrere? Ja da. Men i det finder jeg også ud af, at jeg bare ikke går på kompromis med hvordan tegningerne skal se ud. Andre har været ind over, men nej det gik ikke.
Så kritisk, kompromisløs og rummelighed har været nogle af siderne som har været i spil hos mig i 2018. Er det så ikke nederlag? Nope, jeg har lært nogle sider af mig selv bedre at kende, og mine reaktionsmønstre i forhold til, når målet ikke blev nået, som jeg havde tænkt mig.

 

Manifestering

Men, havde jeg været tydelig nok i mine mål? Havde jeg skåret ind til benet, når manifestationen blev sat i gang? Åbenbart ikke, for så var bogen vel ude i verden, ik sandt?
Så hvad er læreprocessen heri? Ja, som jeg plejer at sige til klienterne: Et vævet spørgsmål, giver et vævet svar. Og med de ting jeg har lært de sidste mange år vedr. manifestering, så skal jeg være endnu mere konkret i min målsætning vedr. bogen. Lige så konkret som jeg har været når det har handlet om at få job, lejlighed, siden hus og ikke mindst min mand.  Jeg er nemlig hammer god til at manifestere bevidst og ubevidst.  Det er vi jo alle mere eller mindre, bare mange der ikke er bevidst om det.

Jeg har fundet en ny illustrator. Så må vi se, hvad det bliver til. Men bare roligt, det vil ikke tage mig fire år til, før jeg får den ud i verden. Findrik venter med tålmodighed, men trolde som ham, har ikke lige så tålmodige som jeg. Siger det bare.

Så hvad er min intention for det nye år? Ja det indeholder i hvert fald ikke nederlag, men vækst. Vækst af hvad jeg kan og under hvilken indflydelse jeg er, siden det mål jeg havde sat mig, ikke blev sådan som jeg ønskede det. Og når målet blev nået, hvad førte mig til det nåede mål? Hvad gjorde jeg?

Et af mine ønsker

Og med denne halve roman Gamleårsaften aka Nytårsaften, vil jeg bare ønske at du kigger tilbage på året der nu synger på sidste vers, men øjne der ser på den udvikling du har gennemgået og ikke med øjne der ser nederlag. Klap dig selv på skuldrene og vær stolt af den energi du har brugt, og den indsigt du har fået. Efter min bedste overbevisning er du på en opdagelsesrejse i hvad du ER og kan; nemlig skaberkraft.

Må 2019 bringe dig lige det du tænker og drømmer om 😀

Du og dine ønskes et fantastisk godt og velsignet nytår, samt overflod af kærlighed.

SKÅL……

 

Súsanna Vígdá 31/2-2018

Sad lige og så et fantastisk interview med Kim Walls forældre. På et tidspunkt bliver der talt om had, hvor faren Joachim Wall siger noget med, at had har de ikke. For hvad skulle hadet udmønte i? Hadede de, så var de på samme onde side som morderen var. De ønskede ikke at morderen skulle huskes, eller at Kim ”bare” blev husket som et offer, men som en fantastisk person. Morderen skulle viskes væk og Kim huskes.

Hvorfra har de den styrke til at se tingen på sådan en måde, når de oplevede deres datter pateres og siden blive fundet i Øresund og i Køgebugt?

Ja, det ved jeg ikke. Men jeg ved hvordan jeg selv aldrig havde fokus på min brors morder.

Olaf var et livstykke uden lige. Altid frisk på en bemærkning og en god historie, der nok blev malet lidt mere farverig end den havde været i virkeligheden.

En dag ringende telefonen og jeg gik i tusind stykker. Budskabet var, at min bror var død, stukket ihjel af en ung mand ombord på det skib, som han sejlede med.

Kommer man videre derfra? Ja man gør, man lærer at leve med det.

Har der været had involveret? Nej, på intet tidspunkt. Manden blev fanget, og hængte sig selv i sin celle.
Måske var grunden til, at hadet aldrig fik fat? Eller fordi at det foregik så langt væk? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at vi i familien aldrig har haft fokus på drabsmanden. Vi var chokerede over det valg han tog, og jeg har ytret mig over, at han nok var vågnet af en eller anden rus, og derved har taget den beslutning.

For mange år siden så jeg en form for intervention med Oprah og Dr.Phil. En mor var i dyb sorg over tabet af sin datter og havde besluttet sig at begå selvmord efter interviewet.
Dr. Phil spørger hende om hun ønsker kun at huske sin datter som et offer, eller kun for de sidste få minutter af hendes liv, og ikke for de år de havde haft sammen.  Man nærmest så hvordan hele energien ændredes hos moren, da hun forstod at hun gav magten til morderen handling. At hun blev ved med at begræde tabet og derved glemte at hun havde haft datteren i 19 år, samt mere eller mindre havde glemt dem der var i live.

https://www.youtube.com/watch?v=DMJ6RJZsA4Y&t=33s

Det er nemlig det. Vi husker vores bror, for det fantastiske, sjove, gavmilde og elskelige menneske han var og ikke hans banemand.
Det er nemlig vigtigt. Bruger man tiden på morderen, så bruger man den mindre tid på den som man har mistet og elsket. Og hader man, så har morderen igen vundet liv, ved at fokusset går på hende/ham end at man bruger tiden og energien på noget som er mere dyrebart, nemlig livet.

 

Vi havde ham i 47 år og det ærer vi og nærer vi, ikke hadet til en person der valgte at tage min brors liv. Jeg gør brug af min frie vilje i at lade være med at hade. Det frigiver energi til at elske.

Han er elsket og savnet.