Advarsel. Kan være voldsom læsing for nogle. 

For nogle mennesker handler hverdagen ikke om, hvad tøj man skal have på. Det handler ikke om indretning af hjem, om det skal være Kähler vaser eller Arne Jacobsens svanestole, ej heller om hvad der skal være til aftensmad, kød eller vegetarisk. Nej det handler enten om livet eller døden.

Jane
I et hyggeligt hus i Vanløse, i en hyggelig stue og i en hyggelig seng ligger Jane.

Jane er lænket til sengen og har været det i en rum tid nu. For Jane handler livet ikke om så meget andet end, om det er dagen, hun tager en masse piller og kommer væk fra sit smertehelvede, eller om det er i dag, hun forsætter med at tage en indånding ad gangen og derved forsætter i livet.

Jane er en smuk og levende kvinde på 52 år, mor til to og uddannet psykomotorisk terapeut og arbejdede i psykiatrien. En dag, som lyn fra en klar himmel, sagde kroppen bare stop.  Fra at være i fri bevægelighed, ville den bare ikke mere.

Diagnoser
Jane lider af  hEDS, en slags bindevævssygdom med hyper mobilitet, der blandt andet gør udslag i, at Jane ikke har kræfter til at holde sig selv eller sit eget hoved oppe i længere tid ad gangen,. Derfor bruger hun bl.a. en halskrave, så hun kan holde nakken nogenlunde på plads.  Janes tilstand er så kompleks at lægerne i Danmark ikke kan hjælpe Jane. De mangler kompetence. Endvidere lider hun af ME=Myalgisk encephalomyelitis, som er et kronisk træthedssyndrom.
Så Jane ligger lænket i sengen i et smertehelvede.

Janes smertehelvede
Hvordan er så dette smertehelvede? Jo, det er så voldsomt at det eneste der er, er det som ER her og nu.
Tanker om situationens menighedsløshed bliver meningsløs. Tanker, spekulationer og bekymringer om fremtiden bliver ofte skubbet til side for nuet, til det som sker her og nu. Andet er ikke altid en mulighed. Det bliver det rent basale som kommer i spil i tankerne, trække vejret eller ikke. Ganske simpelt, livet eller døden.

En overgang tænkt hun på at få aktiv dødshjælp i Schweitz, men da dette blev for besværligt og bekosteligt, så opgav hun det.  Jane er kommet frem til den beslutning, at når dagen kommer, hvor det at dø er hendes eneste udvej, så vælger hun tage piller.

I øjeblikke fortæller Jane sig selv, hvor stærk hun er, og det er i disse øjeblikke vi får indblik i hendes helvede.  Det er her hun skriver, her hun kommer ned i dybet af smerten og alt det den fortæller.

Jane og jeg
Jane og jeg har lært hinanden at kende igennem Krummes side på FB. Jane delte sine oplevelser med livet med os, og hurtigt fandt jeg ud af, at her var der en lidt anderledes skæbne, end dem jeg møder til dagligt. For selv om hun lå og kæmpede for sit liv, så var der aldrig brok at høre fra hende, men kun den uforsødede sandhed og frustrationen, da det danske sundhedsvæsen stod af.

I vores korte møde, var der ingen overfladiske høflighedsfraser. Det var lige på og hårdt om livets genvordigheder. Det var omsonst at være høflig, her handlede det om sandheden, nærværen og empati. Høflighed var bare en unødvendig fylde. Vi sidder og taler om liv og død, som andre taler om vasketøj. Ikke fordi vi er respektløse i forhold til disse store emner, men fordi alt andet er at forestille sig, noget hverken Jane eller jeg er gode til, vi ønsker ikke at spilde vores dyrebare tid sammen på.
Vi taler om vores tanker om livet og døden, om healing og vores egen skaberkraft. Om det er noget vi hver især har kræfter eller power til?

Imens jeg lytter til Jane, går det op for mig, hvor fantastiske mennesker er. Hvor fantastisk Jane er. Hun ligger der helt roligt, og taler om sine valg; valget om at trække vejret eller ikke.
Vælger hun livet, så ved hun ikke om hun har de nødvendige kræfter og gåpåmod til det. Det ville være så meget lettere at tømme et glas med piller. Men endnu er hun her og hun kæmper. Kæmper hver dag, hver time, hvert minut og hvert sekund.  Trækker været ind og puster ud, træker vejret ind og puster ud, om og om igen.
Begge ved vi, at der er liv efter døden, så den samtale går vi ikke i dybden med.

Jane har en samme livsfilosofi som jeg selv har. Alt sker for en grund. Det er bl.a. denne som holder liv i hende de sorte dage, hvor pilleglasset ikke er så skrækkeligt langt væk.

Janes mod
Hvordan kan man som udefra kommende beskuer, beskrive de følelser og tanker som Jane ligger med?
Ja, vi lader hende gøre det selv, via en af sine mange poster på Facebook:

”LIVET og DØDEN

Livet er så uendelig smukt….det er som et paradis der er fyldt med alt hvad hjertet måtte begære….
Livet er så uendelig meget mere end det du ser……det er et univers som byder på ALT…alt hvad du måtte ønske…

Livet er hvad vi hver især formår at gøre det til….
Livet har et formål….måske ved vi det…måske er vi ikke bevidste om det….endnu…

Det er ikke hverken rigtigt eller forkert….det er en illusion skabt af egoet…

Jeg er en af dem som har en hård læring at gøre her på jorden…..
Jeg gør mit bedste ….

Mit bedste er ikke altid tilstrækkeligt…eller….

Hele tiden søger jeg ind i det som ER…..
Søger forståelse…
Søger svarene….

Søger guidningen der resonere i mig….

JEG ELSKER LIVET…..
Endelig har jeg fundet det smukke i LIVET…….
Endelig har jeg fundet MIG……
Endelig har jeg fundet min VEJ…..

ENDELIG forstår jeg meningen med LIVET……det jeg behøver at forstå…..

Pludselig en dag ændres ALT…..

LIVET bliver uudholdelig….
Fyldt med uudholdelige smerter…
Fyldt med utallige andre ubehagelig symptomer….

Udsigterne er ikke ønskelige……lammelse og døden…..

Der er ingen hjælp at få…..Ingen tør røre ved mig….

ALT ER FORANDRET….

Livet og døden er pludselig blevet hverdag for MIG…..

Kan jeg holde til livet…
Kan jeg magte livet….

Skal jeg holde til livet….
Skal jeg magte livet…..

Lige nu holder jeg ud….
Lige nu holder jeg til….

HVAD og HVORFOR…..?

Er det LIVET VÆRD….?

Udsigterne til et udholdeligt liv og et indholdsrigt liv er lange….meget lange…..måske også for lange…..

Jeg ELSKER stadig LIVET….
Jeg VIL så gerne LIVET….

Jeg ved ikke om LIVET VIL MIG….eller hvor længe……

Jeg mærker jeg begynder at svinde væk…..jeg ligger på ryggen…..pludselig bliver jeg overmandet….jeg er ved at svinde ind i intetheden….om det vil blive i besvimelse eller koma eller andet ved jeg ikke….jeg mærker det er uendeligt svært for mig at vende mig…jeg mærker at det SKAL jeg….og det meget hurtigt….
Jeg får vendt mig….sikken en lettelse…stille og roligt vender jeg tilbage igen….

Jeg ved ikke, om jeg vil være i stand til at vende mig næste gang det sker……
Jeg ved ikke, om det sker en dag jeg ligger og sover……

Jeg står op…kort efter mærker jeg at mine kræfter forsvinder…det er som blev der trykket på en stikkontakt….mine ben kan ikke længere bære mig…jeg må hurtigt sætte mig……

Jeg ved ikke om det er lammelsen som begynder at vise sig……

Sådan kunne jeg fortsætte fortællingen om det som sker i min krop……

Kan jeg det LIV…..
VIL jeg det LIV…..

Der findes behandlingsmuligheder derude…..men de er uden for min rækkevidde…..jeg har ikke pengene….

Tiden er ikke min VEN…..

Jeg gør mit bedste…..
Mange gør deres bedste…..

Jeg ved ikke om det er tilstrækkeligt……

Jeg begynder at gøre mig KLAR…..

KLAR TIL LIVET….
KLAR til DØDEN…..

Jeg mærker FRIHEDEN til VALGET bliver vigtigt…..

JEG GRÆDER….

JEG ØNSKER AT LEVE….MEN JEG VED IKKE OM JEG KAN IKKE HOLDE TIL LIVET….

Jeg ved ikke hvad der venter mig….livet eller døden…..

JEG HAR BRUG FOR MIRAKLER…….

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Jane 22/6-2019”

Vil du hjælpe?
I sin kamp for livet, har Jane fundet en udlandsk læge der kan hjælpe hende. Som Jane selv siger: Ingen dansk læge vil røre mig med en ildtang.
Men det er en bekostelig affære. Hun skal skrabe minimum 600.000 kr. sammen.  Og hvad gør man så? Hun sælger ud af sine ting. Ting der glæder hende, men må se sig leve foruden. Bl.a. er hun ved at afvikle sin smukke have, for at kunne stable de nødvendige penge på benene.  Hendes to dejlige sønner har også sat en indsamling i gang.

Foreløbigt er der samlet ind, så hun kan komme til England den 4.juli til en ekspert i EDS som skal udrede hende for hvilke EDS eller hypermobilitet hun har. Behandlingerne vil være i Bruxelles eller i Florida, afhængig af de muligheder hun har på det givne tidspunkt.

Har du lyst til at støtte Jane i hendes rejse i at blive rask og i at vælge livet, så kan du give en donation på følgende link:

Link til donation

Ligegyldigheder
Mødet med Jane sætter livet uvirkårligt i perspektiv. Egoets dramadanse er så ligegyldige. Her handler det om at vælge at trække vejret eller ikke.
At se et menneske, totalt blottet i sin egen skaberkraft, er ikke for sarte sjæle.
Hvad vælger hun mon? Livet eller døden?
Hvad jeg ønsker for hende, kommer slet ikke i spil, for det er ikke mig det omhandler.
Dette er Janes rejse og Janes alene.
Men rejsen har indvirkning på os alle og de valg vi fremover vil tage.

Lev hver dag som var det den sidste.

Gud velsigne dig Jane. Du er i mine bønner.

 

Hvad lidt skribleri dog kan føre til.

For et par mdr. siden ringede telefonen.  Jeg sad og spiste frokost på mit arbejde og havde glemt at sætte min telefon på lydløs. Glemt? Sker alting ikke af en grund? Den overbevisning har jeg.

En kvinde præsenterede sig som Ellen Nybo, journalist og reporter fra TV2 Play.

TV2 Play, hvad pokker ringede de for? Ville de mon have min hjælp i forhold til clairvoyance, medieskab eller noget helt andet? Er I klar over, hvor mange tanker der strømmer igennem hovedet, når en journalist fra TV2 ringer til en? Det er vist rigtig lang tid siden, at mit hoved har haft så travlt som i det øjeblik. 😉

Ellen fortalte, at hun i  kraft af sit arbejde, var igang med at lave en miniserie om folks forhold til træer og i den anledning var hun faldet over min blog om det at kramme træer. Hun var også interesseret i at høre, om det føltes forskelligt, når vejret var forskelligt.

Vi aftalte en dag og for ca. 3 uger kom Ellen og fotografen Bjørn Fabricius til Jægerspris, hvor vi lavede optagelser i Jægerspris skov ved Tarzanbakken.

Jeg må indrømme jeg var ret nervøs. Nervøs om jeg nu kom til at ligne en med totalt fis i kasketten overfor Danmarks befolkning.  Nå ja, om jeg gjorde det, så PYT med det. 😉

Trækrammeri

I snart 20 år har jeg krammet og talt med træer. Det er videnskabeligt bevist at en halv times daglig ophold i naturen hjælper på forhøjet blodtryk og er afstressende.
Træer er jo med til at skabe vores ilt, så de er livsvigtige for os.

Skovens eventyr

Skoven og træerne er desuden de rene eventyr for mig. Jeg ser symboler og figurer alle vegne. Naturen taler derved til mig hele tiden. Jeg ser trolde, nisser, gnomer, smil og ja alt muligt i træerne.

Da jeg flyttede fra min første mand, fik jeg og børnene en lejlighed i Avedøre som lå klods op ad Vestvolden. Vestvolden blev børnenes og min legeplads. Når vi gik ture så vi efter figure i træerne. De mange træer vi gik forbi fik hver deres personlighed, og hurtigt fik de forskellige stemmer. Derude iblandt træerne på Vestvolden, skabtes der små eventyr sammen med børnene. Det blev et godt værktøj og en god distraktion som gjorde en tung tid lidt lettere og sjovere.

 

 

 

 

I årene hvor jeg var ramt af sygdom, blev træerne en smule forsømt. Men så snart det var et lyspunkt i hverdagen, så var det ud igen til træerne og krammerierne. Det hjalp med med at godt kram.

Hemmeligheder

Der er ting som jeg aldrig har delt med nogle. Jeg er skorpion og der siges, at skorpioner er hemmelighedsfulde og ikke deler alting. Selv om jeg er ekstrem ekstrovert, så er der ting der kommer til at gå i graven med mig. Men grundet min ekstroverthed måtte jeg bare have luft engang imellem. Og når der nu ikke er nogle fjelde at klatre op ad og gjalde ud over, så måtte træerne bruges. De blev de “venner” jeg betroede mig til. Jeg havde hverken kat, hund eller bamser at betro mig til, så det blev træerne jeg “talte” med.  Og det hjalp.

Miniserie

Tilbage til TV2 Play. Det var en uforglemmelig oplevelse, at fortælle noget som kun de allernærmeste vidste jeg gjorde, og så dem der læser mine blogs.  De 2½ times tid vi brugte i skoven fløj afsted.  Det var en stor oplevelse, som du på onsdag den 29.5 kan se på TV2 Play vejret. Man kan få TV2 Play medlemskab gratis i en måned.
Så er du intresseret i at se, hvad det er jeg render rundt og gør i skoven så kig med.

TV2 øst

Det morsomme var, at to dage efter optagelse med TV2 Play dukkede TV2 øst op til et arrangement jeg var bedt om at deltage i. Jeg var bedt om et gå foran i en procession  og synge i et arrangement som min veninde Suzanne Wowern Rasmussen stod for i Hedensk Oplysnings Forbund, som bød alle velkomne til arrangementet. Om man var asatroende, hedensk, kristen eller noget helt fjerde. Jeg fik Áshild Arnholdtsdóttir Kristiansen til at skrive en lille sang, som jeg lavede en melodi til. Det er mig du hører synge. Læg mærke til den morsomme slutning vedr. haglvejret. Vejrguderne lyttede, de stoppede haglvejret 😉

Klik på linket og du ser indslaget fra TV2 øst.

https://www.tv2east.dk/nyheder/05-05-2019/1930/varet-blev-fejret?fbclid=IwAR2rz885b8ryzQx3XZ__f59BVjvTug1-YUhFv2KmPJgJitMWpz5AoUvTkls

Forside billedet venligst udlånt af TV2. Copyright TV2.

I går aftes blev jeg ramt af sorg. En sorg der slog benene væk under mig, hvor det bare ramlede og tårene trillede.

Men sorg over hvad?

Jeg kunne ikke finde min lille mobile internet router. Jeg kunne bare ikke huske hvor jeg havde lagt den. Jeg kørte ind til klinkken kl. r*v og nøgler, men ingen router. Jeg skulle bruge den i klinikken her til morgen, og den var bare væk.
Efter en del frustration, måtte jeg ty til anden form for hjælp, mine usynlige venners hjælp og en – to – tre var min lille router der. I en taske jeg aldrig bruger, men ikke detso mindre blev jeg guidet til den, og der var min router.
Men al den frustration udløste en sorg, der havde gemt sig i mange år.

Som I ved, blev jeg overfaldet i 2006 som bl.a. udløste stress og fibromyalgi. Dette satte sig i flere steder i kroppen, også i min hjerne. Fra at have en visuel klæbehjerne blev den til en grå tåge. Jeg husker at stå i Netto og kassedamen siger det blev 37,50 kr. Jeg blev helt blank; anede ikke hvad 37,50 kr var for noget. Men idet jeg stod med min pung i hånden, måtte det have noget med den at gøre. Efter at stået der og gloet sort i hovedet, gav jeg bare kassedamen pungen og bad hende tage det hun skulle bruge.
Hun smilede bare og tog pengen og så var det klaret. Men oplevelsen rystede mig og satte sig fast i cellerne. Dette ubehag i ikke at vide hvad hun talte om.
Tit stod derhjemme og lavede mad eller noget helt andet, hvor jeg oplevede at bare stirre på tingene og ikke ane hvad det var jeg lavede. Hvad var det jeg havde i hånden? Hvad var det jeg skulle med det jeg havde liggende foran mig og det jeg havde i hånden? Så det blev en normalitet for mig at sige min hensigt højt. “Jeg skal smørre en leverpostejmad, jeg skal lave frikadeller, jeg skal gøre badeværelset rent” Fordi jeg havde opdaget at mine børn og min mand automatisk hjalp mig til at komme videre, når jeg var gået i sort.
Hurtigt havde de opsnappet situationen og når de opdagede jeg var væk eller jeg spurgte ” Hvad laver jeg?” så svarede de for mig. ” Mor du smørrer en leverpostejsmad. Du sagde du skulle tisse!” Uden nogen form for irritation, frustration over min glemsomhed, så hjalp de bare mig i at komme videre ud fra det sorte hul og i gang igen med det, jeg nu havde gang i.

I i går aftes kom sorgen over disse sorte huller. Det er normalt at være glemsom. Det er normalt at man bliver mere og mere glemsom med alderen, den er jeg med på. Men disse sorte huller er ikke normale.
Min ene søster som også har fibromyalgi mister hele dage til disse sorte huller. Der er jeg, 7-9-13, heldigvis ikke.

Men igen sorgen ramte. Og hvorfor dukkede den op 12 år efter overfaldet?
Ikke før lige her og nu rammer det mig. Den 6/2 var det 12 år siden jeg blev overfaldet. 12 år er en udviklingcyklus, så nu hvor der er plads til at tage sig af den sorg, og idet jeg pt. healer gamle ting via tapping, så kom den til overfladen. Nu er det tid og plads til at heale sorgen. Til at føle sorgen over at hukommelsen blev ramt, og nogle ting bare ikke kommer tilbage, uden at jeg arbejder med det på et andet plan, end jeg før har gjort.
Jeg har faktisk aldrig sørget over tabet af de ting jeg kunne dengang.

Heldigvis besidder jeg evnen i at se på afstand, og jeg har gode venner og samarbejdspartner i dette liv, samt i andre dimensioner, så om engle og guider i alle afskygninger, som vil stå på hovedet for at hjælpe mig. Bed og du skal få, jeg bad og jeg fik i går aftes.
Jeg skal bare bede om hjælpen før jeg bliver frustreret.
Hvorfor jeg ikke bare brugte mine evner fra start af? fordi det var en sorg der bankede på og skulle op til overfladen, så den kunne heales på og slippes fri.

Jeg healer mange ting ved at skrive. Dette blog indlæg er en del af min healings proces. Det er den ekstorverte side af mig, der bruges som healingstereapeut lige her og nu.

Så ja, sorgen ramte, sorgen viste sig for mig, og jeg gav mig selv lov til at græde. Det varer nok nogle dage før det hele er på plads og alting er frigivet og sluppet, og det er bare helt OK. Alt er godt. Jeg er i proces og livet går videre.
Sorgen er her og den er velkommen. Jeg glæder mig også til at vinke farvel til den på et tidspunkt de nærmeste dage.

Sorgen rammer når man mindst venter den. Og når den kommer er det vigtig at man vælger bevidst, om man vil tage sig af den her og nu, eller beder den komme igen på et senerer tidspunkt. For den dukker altid op og ønsker at man ser på den, og får healet den, så kroppen og cellerne kan slippe for at gå med den.
Og når vi healer, så healer kroppen og dens smerter heales også.
Den behøver ikke reminde os med smerter om at tage os af det og det.

I denne tid med healing af gammel sorg, vil jeg anbefale en dokumentar der hedder HEAL på Netflix. Det er om kroppens fantstiske healingsevne og hvor meget den kan gøre, hvis bare vi blander os uden om dens arbejde, med bekymringer osv.

Så jeg er i sorg, men kender jeg mig selv ret, så er det hurtigt healet. Life goes on.

“Jeg har den fulde frihed, til at begrænse min egen frihed”
Citat Súsanna Vígdá

Livet er fantastisk. 🙂

Gammelårsaften, som en kær ven kalder aftenen.
Aftenen før det nye år fødes; hvor et nyt kapitel eller en ny bog venter forud, som vi kan skrive med hjælp af andre, eller helt alene.  Tiden hvor vi kan vælge at kigge tilbage på og reflektere over året der er gået. Men reflektere med hvilken intention? Se på udvikling eller nederlag?

Nederlag?
En behandler bekendt, Mette, spurgte på sin Facebook business væg, hvad vi ønskede at sige goddag til i 2019, og jeg skrev, at jeg ville sige goddag til succes i alt.
Mette spurgte ind til mit svar, om det også betød også at sige goddag til nederlag?
Nederlag? Hvordan kunne hun overhovedet stille det spørgsmål? Ja, spørgsmålet er godt og fik mig til at tænke, men det har aldrig været i mine overvejelser, at livet indeholder nederlag. Og hvorfor skulle mit goddag til året 2019 evt. indeholde succes i nederlag?

Når jeg vælger at tænke, tolke eller skabe mit liv, så er nederlag ikke en del af mit regnestykke; jeg kan påstå, at det slet ikke eksisterer som begreb i min håndtering af mit liv.
Jo, da Danmark nu ikke vandt imod Kroatien, så de kunne komme videre i VM, så kan man jo tale om et nederlag. Men i mit personlige liv, er der intet som er nederlag.
At tingene ikke går som jeg havde forventet, at målet jeg satte mig ikke blev nået, sådan som jeg havde tænkt mig, har intet med nederlag af gøre. Men hvad er det så? Udvikling og atter udvikling.

Bogen
Som eksempel kan jeg tale om min lille bog om trolden Findrik.
Den skulle haft været ude for flere år siden. Jeg havde bestilt en at illustrere den, som på en eller anden vidunderlig facon, kunne se og tegne de billeder jeg havde i hovedet.
Og jeg ventede og ventede. Der skete ikke så meget. Hun kom med et par tegninger, men så kom der ikke mere. Viljen hos hende, var der, men grundet sygdom, var hun ikke i stand til at udføre jobbet. Det tog mig bare lige 3-4 år at erkende, at det nok aldrig var hende der skulle illustrere min bog. Og hvad lærte jeg så af det? At jeg besidder en rummelighed og tålmodighed der siger spar to.  Er det et nederlag? For mig en selverkendelse og erfaring og ikke i nærheden af noget der kan minde om et nederlag.

Men kan jeg være så rummelig, og vælge en anden til at illustrere? Ja da. Men i det finder jeg også ud af, at jeg bare ikke går på kompromis med hvordan tegningerne skal se ud. Andre har været ind over, men nej det gik ikke.
Så kritisk, kompromisløs og rummelighed har været nogle af siderne som har været i spil hos mig i 2018. Er det så ikke nederlag? Nope, jeg har lært nogle sider af mig selv bedre at kende, og mine reaktionsmønstre i forhold til, når målet ikke blev nået, som jeg havde tænkt mig.

 

Manifestering

Men, havde jeg været tydelig nok i mine mål? Havde jeg skåret ind til benet, når manifestationen blev sat i gang? Åbenbart ikke, for så var bogen vel ude i verden, ik sandt?
Så hvad er læreprocessen heri? Ja, som jeg plejer at sige til klienterne: Et vævet spørgsmål, giver et vævet svar. Og med de ting jeg har lært de sidste mange år vedr. manifestering, så skal jeg være endnu mere konkret i min målsætning vedr. bogen. Lige så konkret som jeg har været når det har handlet om at få job, lejlighed, siden hus og ikke mindst min mand.  Jeg er nemlig hammer god til at manifestere bevidst og ubevidst.  Det er vi jo alle mere eller mindre, bare mange der ikke er bevidst om det.

Jeg har fundet en ny illustrator. Så må vi se, hvad det bliver til. Men bare roligt, det vil ikke tage mig fire år til, før jeg får den ud i verden. Findrik venter med tålmodighed, men trolde som ham, har ikke lige så tålmodige som jeg. Siger det bare.

Så hvad er min intention for det nye år? Ja det indeholder i hvert fald ikke nederlag, men vækst. Vækst af hvad jeg kan og under hvilken indflydelse jeg er, siden det mål jeg havde sat mig, ikke blev sådan som jeg ønskede det. Og når målet blev nået, hvad førte mig til det nåede mål? Hvad gjorde jeg?

Et af mine ønsker

Og med denne halve roman Gamleårsaften aka Nytårsaften, vil jeg bare ønske at du kigger tilbage på året der nu synger på sidste vers, men øjne der ser på den udvikling du har gennemgået og ikke med øjne der ser nederlag. Klap dig selv på skuldrene og vær stolt af den energi du har brugt, og den indsigt du har fået. Efter min bedste overbevisning er du på en opdagelsesrejse i hvad du ER og kan; nemlig skaberkraft.

Må 2019 bringe dig lige det du tænker og drømmer om 😀

Du og dine ønskes et fantastisk godt og velsignet nytår, samt overflod af kærlighed.

SKÅL……

 

Súsanna Vígdá 31/2-2018

Sad lige og så et fantastisk interview med Kim Walls forældre. På et tidspunkt bliver der talt om had, hvor faren Joachim Wall siger noget med, at had har de ikke. For hvad skulle hadet udmønte i? Hadede de, så var de på samme onde side som morderen var. De ønskede ikke at morderen skulle huskes, eller at Kim ”bare” blev husket som et offer, men som en fantastisk person. Morderen skulle viskes væk og Kim huskes.

Hvorfra har de den styrke til at se tingen på sådan en måde, når de oplevede deres datter pateres og siden blive fundet i Øresund og i Køgebugt?

Ja, det ved jeg ikke. Men jeg ved hvordan jeg selv aldrig havde fokus på min brors morder.

Olaf var et livstykke uden lige. Altid frisk på en bemærkning og en god historie, der nok blev malet lidt mere farverig end den havde været i virkeligheden.

En dag ringende telefonen og jeg gik i tusind stykker. Budskabet var, at min bror var død, stukket ihjel af en ung mand ombord på det skib, som han sejlede med.

Kommer man videre derfra? Ja man gør, man lærer at leve med det.

Har der været had involveret? Nej, på intet tidspunkt. Manden blev fanget, og hængte sig selv i sin celle.
Måske var grunden til, at hadet aldrig fik fat? Eller fordi at det foregik så langt væk? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at vi i familien aldrig har haft fokus på drabsmanden. Vi var chokerede over det valg han tog, og jeg har ytret mig over, at han nok var vågnet af en eller anden rus, og derved har taget den beslutning.

For mange år siden så jeg en form for intervention med Oprah og Dr.Phil. En mor var i dyb sorg over tabet af sin datter og havde besluttet sig at begå selvmord efter interviewet.
Dr. Phil spørger hende om hun ønsker kun at huske sin datter som et offer, eller kun for de sidste få minutter af hendes liv, og ikke for de år de havde haft sammen.  Man nærmest så hvordan hele energien ændredes hos moren, da hun forstod at hun gav magten til morderen handling. At hun blev ved med at begræde tabet og derved glemte at hun havde haft datteren i 19 år, samt mere eller mindre havde glemt dem der var i live.

https://www.youtube.com/watch?v=DMJ6RJZsA4Y&t=33s

Det er nemlig det. Vi husker vores bror, for det fantastiske, sjove, gavmilde og elskelige menneske han var og ikke hans banemand.
Det er nemlig vigtigt. Bruger man tiden på morderen, så bruger man den mindre tid på den som man har mistet og elsket. Og hader man, så har morderen igen vundet liv, ved at fokusset går på hende/ham end at man bruger tiden og energien på noget som er mere dyrebart, nemlig livet.

 

Vi havde ham i 47 år og det ærer vi og nærer vi, ikke hadet til en person der valgte at tage min brors liv. Jeg gør brug af min frie vilje i at lade være med at hade. Det frigiver energi til at elske.

Han er elsket og savnet.