Mine øjne de ska’ se
Se på det de gerne vil
Se så dybt, at jeg forsvinder
Og selvom kærlighed gør blind
Ska’ de bore sig derind
Hvor det er din sjæl, de finder
 -Lis Sørensen-

20 år er gået siden jeg begyndt min spirituelle rejse. Det vil sig, hvor jeg bevidst begyndte at tage mig af mig og mine evner. For mig er livet en lang spirituel rejse, om og om igen. 

Helt fra barnsben har jeg oplevet ting og sager, men som teenager lukkede jeg ned. Jeg drømte og mærkede næsten kun ulykker  før de skete, og som sensetiv teenager blev det for meget. Jeg åbnede først helt op igen for 20 år siden, da jeg som 35 årig havde så mange livserfaringer i min rygsæk, at der skulle meget til at gøre mig bange. Næ, jeg blev snarere *kom ikke her* uartig,  på færøsk bannsett. 

Nogle gange går livet bare ad nogle mærkelig kringlede veje, nogle gange med ubehagelige oplevelser.

Ubehagelig kontakt 

Den mest ubehagelige oplevelse jeg har haft med ånder jeg har set, skete dagen inden jeg og min daværende mand skulle flytte til Sorø. Vi havde købt hus, og alt var pakket og klart til næste dags flytning.
Børnene og min x sov så sødt og jeg var lysvågne og vendte og drejede mig i sengen. Jeg var nervøs og spændt på det hele. Jeg var lige blevet færdig på seminariet og skulle starte arbejde på en skole i en lille landsby ved Sorø.
Mens jeg ligger og spekulerer sker der noget underligt. Jeg følte som en tung dyne blev lagt over mig, og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg var som lammet. Jeg følte panikken sprede sig, og jeg var bange for at nu var der noget ravruskende galt med mig. Pludseligt er jeg opmærksom på en mørk skikkelse med en sort schæfer lignende hund stå i døren.  Skikkelsen var en kvinde iført en lang sort kjole. Hunden havde hun i snor og de kom helt tæt på mig. Hunden kom helt hen til mig ansigt, så jeg følte dens ånde. Den kiggede på mig med vrede øjne, og viste sine tænder i en snærren. Kvinden kiggede på mig og sagde noget, som jeg ikke hørte. Jeg kunne se hun var vred, men jeg hørte bare ikke hvad hun sagde. Og med ét var de væk og jeg kunne igen bevæge mine lemmer.
Det var en ret ubehaglig oplevelse. Et års tid efter vidste jeg hvad det hele handlede om. Kvinden forsøgte at advare mig i at flytte. Jeg ønskede aldrig det hus, men på daværende tidspunkt var jeg ikke i stand til at sige fra. Huset blev aldrig et hjem og der var altid en -I er ikke velkomne her- energi i det.  Det blev til 1½ år i det.
Hele den oplevelse blev en gave, et startskud på en lange vej imod en gladere jeg, og bevidst udvikling af egne evner.

Første møde med en clairvoyant

Efter skilsmissen blev jeg sendt til psykolog. Jeg var ikke på toppen psykisk og mit selvværd var ikke eksisterende. Psykologen gav mig et kompedium med 654, eller noget i den størrelsesorden, spørgsmål som jeg intuitivt skulle besvare.
Efter at have gennemgået spørgsmålene, sagde psykologen at jeg bare skulle se at komme videre,  da der var intet galt med mig. Jeg vidste jeg havde brug for en eller anden form for hjælp, så jeg røg ud på nettet og intuitionen fik mig til at læse om Annette som havde selvudviklingsforløb hvor tarotkort blev brugt som udgangspunkt.

Sidst i forløbet havde Annette arrangeret en overraskelse for os. Hun havde booket en clairvoyant som skulle aflæse alle deltagerne.
Clairvoyanten sad på en stol og en deltager ad gangen skulle så sætte sig overfor hende, og så tunede clairvoyanten ind på deltageren og fortalte alt muligt om vedkommende.
Jeg kan huske jeg undrede mig stort over, hvad det hele gik ud på. Hvad var der så specielt ved dette? Altså clairvoyanten fortalte ikke noget om deltageren som jeg ikke vidste i forvejen. Forresten var dette første gang jeg mødte en clairvoyant og stødte på selve begrebet. Så jeg undrede mig stort.
Da der blev min tur, kiggede hun på og og sagde,- Hold da helt op. Du har så mange omkring dig der taler kostant til dig, men du aner intet.
-Øh, hvad taler hun dog om, tænkte jeg. Og der forstod jeg, at alt det jeg vidste om andre, ikke var allemands viden. Og jeg fik mærkatet clairvoyant og medium på mig.

Jeg fik talt med spøgelser, ånder, energier, aflæste folks energier, kigget dem dybt i øjnene og fik sagt højt deres hemmeligheder, som ingen vidste. Jo, jeg gjorde. Men altid med folks tilladelse.  Jeg oplevede også folk som ikke turde se mig i øjnene, da de var bange for, at jeg så kunne se alt det som de forsøgte at gemme.

Súsanna i badet (sorry kunne ikke dy mig)

Nogle gange kom ånderne til mig på de mest mærkværdige steder og tidspunkter.  En sen aften, efter børnene var kommet i seng, lagde jeg mig i badekarret for at nyde roen. Døren var låst, badeforhænget var trukket for og jeg lå og damlede med en bog i hånden. Pludseligt er der intet badeforhæng men et lys med en kvindeskikkelse i.  En lille rund bedstemor med kærlige øjne, og jeg kunne mærke hendes kærlighed og ro strømme igennem mig. Der var ingen angst, ingen forskrækkelse, kun den rene kærlighed og ro at mærke.
Jeg vidste bare i mig selv (klarvidende) at hun var kommet i forveje for at forberede mig på en sitting.
I tankerne sendte jeg hende et spørgsmål om én af hendes ville ringe og bestille tid næste dag.
I tankerne besvarede hun mig med et ja, og at det var hendes barnebarn der havde brug for hjælp, at hun så ville komme igen, når barnebarnet var der.
Og lige så pludseligt som hun var kommet, lige så pludseligt var hun væk igen.
Dagen efter ringede telefonen og en ung kvinde bestilte tid til clairvoyance, og da jeg nu også er medium der laver medieskab, kom bedstemoderen med sin hilsen til barnebarnet.

Klarfølende 

Ånder ser jeg mega sjældent. Jeg føler dem tilgengæld. En markant oplevelse med at føle,  havde jeg med min afdøde storebror. På dette tidspunkt havde han været død i omkring 10 år.  Jeg boede alene med mine børn og nogle år efter skilsmissen var jeg så småt begyndt at date igen.
Jeg havde mødt en fyr på nettet, som var meget flink at tale og skrive med. Han virkede meget beleven, men der var hele tiden et eller andet i mit baghovedet som larmede. Men den fornemmelse ignorerede jeg da bare. På daværende tidspunkt stolede jeg ikke på min intuition.
Han inviterede mig på date, og jeg sagde ja tak. Vi sad på en café og da jeg spurgte ham om hans arbejde, familie osv var han meget vag og undvigende. Dette undrede jeg mig over og jeg følte han løj. Igen jeg stolede ikke på min intuition.
Vi forsatte med at sms og tale i telefon sammen, men efter en tid begyndt fremmede numre at ringe til mig, med fremmende mænd der kom med mærkelige spørgsmål. Samtidigt havde han alle mulige historier og undskyldninger som ikke gav mening.  Igen jeg stolede ikke helt på min intuition og alle alarmklokkerne der bimlede og bamlede omkring mig. Men da der var gået en tid med underlige telefonopkald, ringer han en aften og vil gerne ses. Med ét mærker jeg en skikkelse sætte sig ved siden af mig. Der var ingen at se, men jeg vidste bare det var min afdøde storebror.
Der flød spørgsmål igennem min mund, spørgsmål som jeg slet ikke havde haft i tankerne at stille, og en efter en løgn blev derefter afsløret. Min bror, fik med sine listige spørgsmål, åbnet  mine øjnene for at vedkommende  ikke var til at stole på. Jeg sagde stop og hørte ikke mere fra ham. Efter uger senere var vedkommende på forsiden af en af aviserne.
Jeg har med vilje undladt at fortælle i detaljer om manden, men min afdøde bror lærte mig der, hvor vigtigt det var at stole på mine alarmklokker og intuition. Never again.

Livets Universitet

Jeg har ikke taget uddannelse som medium eller clairvoyant. Jeg har altid været sådan. Jeg er en learner by doing. 20 år med masser af lærepenge i rygsækken, har gjort at jeg nu har en lang række værktøjer jeg bruger i min hverdag. Det blev tvingende nødvenigt for mig, da jeg blev fysisk påvirket af alle energierne omkring mig. Ikke kun afdødes energier men folk jeg bevægede mig imellem. Jeg kunne sidde på lærerværelset og få ondt i ryggen, hovedpine og blive træt som et helt alderdomshjem på få minutter, bare a at være imellem mine kollegaer. Jeg kunne stå i en kø i Brugsen og mærke hvordan personen foran mig havde det. Jeg kunne kigge på en person og få masser af informationer ind, som jeg ikke havde bedt om. Alt opsnappede jeg.
I starten troede jeg det var mit eget, men efter en tid blev jeg bedt om af min guide, om at være opmærksom, hvad der skete omkring mig. Og da jeg så sad på lærerværelset og igen sad med en knaldende hovedpine, kunne jeg observere at det var min kollega der havde hovedpinen. Det var slet ikke min. Og med den opdagelse kunne jeg fjerne mig fra den energi og hovedepinen var væk. Jeg lærte min mest dominerende sans var klarfølelsen.
Ud af det fik jeg en masser værktøjer fra guider og bøger, så nu i dag kan lukke ned for tingene og kun være åben når jeg skal. Det er også amoralsk at stikke sine antenner derhen hvor de intet har at gøre; det krænker privatlivets fred. Man skal have folks tilladelse til det. Det lærte jeg, da jeg mødte en mand der kiggede på mig, læste mig og fortalte private ting om mig, uden min tillaldelse. Det var ubehageligt og grænseoverskridende af H. til.

For god orden skyld vil jeg pointere at der er stor forskel på at arbejde som clairvoyant og medium. Clairvoyanter aflæser folks energi og et medium kommunikere med en afdød. Jeg kan begge dele og gør begge dele i klinikken.

Så jeg har gået på et rigtigt godt universitet, Livets universitet. Man kan sige at guiderne har sat mig i nogle situationer, hvor jeg har lært en hujens masse og  har forberedt mig på det arbejdet jeg har i dag, hvor jeg blandt andet lære folk i at lukke ned, beskytte og rense sig selv, bevidst tale med deres guider mm.

Jeg holder blandt andet  online workshop de næste tre søndage. Læs mere her om det har din interesse. Klik her

Når jeg nu sidder og reflekterer over mit liv, så er jeg helt fra barnsben gjort klart til det arbejde jeg har i dag. Selv om jeg lukkede ned for kanalerne som teenager, blev jeg undervist igennem de mange forskellige oplevelser jeg havde i livet, blandt andet ved at stole på min intuiton, de symboler jeg lærte ved at mærke andre mennesker, det jeg så og følte af energier. De sidste 20 år har jeg bare bevidst arbejdet med det og udviklet mig endnu mere. Dette er en livslang uddannelse hvor man lærer noget nyt hver dag.

Jeg kunne skrive en hel bog om mit liv som medium og clairvoyant, der er bare ikke plads til det her. Men mon ikke det sker på et eller andet tidspunkt?

Lytter og ser vi det som sker omkring os?

Forrige uge var jeg på Færøerne. Samvær med familie og venner blev nydt i fulde drag og der var også tid til lidt arbejde.

Når jeg er deroppe, plejer jeg at bo hos en gæstfri veninde og hendes kæreste i Argir, som er en forstad til Tórshavn.
Turen hjem plejer jeg at afslutte hos en anden veninde, der bor i Klaksvík.

Lørdag morgen havde vi nogle timer at nyde sammen, inden turen gik til lufthavnen og min veninde syntes vi skulle en tur til en “anden” verden i Klaksvík. Et sted jeg bare måtte se.

Vi tog bilen og parkerede. Gik igennem en viadukt og var i en anden verden. En verden med børnelatter, naturens snak og blide kraftfulde energier.

Vi blev modtaget af mange spændende “væsner”
Denne type kender I godt: Flottere

Den filmede og flirtede vist med os 😉

Så var der de to damer, den rødbrune og den hvide. Den rødbrune virkede så kongelig og den hvide så helt skræmt ud. Gad vide om vi er SÅÅÅ skræmmende?

Den rødbrune og hvide damer. Gad vide hvad den hvide dame er så bange for?

Et hjerte viste mig vejen til en som var glad for at se mig.

Et hjerte bane vejen til Happyface

Happyface lå der lige så fint og smilede, -tag mig, tag mig, kaldte den så fint.
Jeg tog den op og bar rundt med den imens jeg gik ned til vandkandten og satte mig på en stor sten. Kunne jeg andet end le med alting som vist sig for mig? Nej vel. Lettet om hjertet sad jeg og lyttede.
Lyttede til naturens musik og sang.

Lyttede til stenenes rullen i bølgerne og bare var i ét med alting, med alting der bare kommunikerede med mig.

Happyface ser ganske tilfreds ud, ik? 😉

Efter en tid var det tid at tage tilbage. Der var et fly der skulle nås.
Jeg gik med Happyface i min hånd og ville lægge den tilbage, men næ nej, den skulle med mig. -Tag mig med, tag mig med! sagde den. Jeg bevægede mig imellem alle disse sten som lå på stranden og med et begyndte der sten at tale om balance sten figur.  Jeg forsøgte at finde et sted hvor Happyface kunne stå imens, jeg så efter de sten, der gerne ville stables til en figur.
Jeg fandt et sted, hvor Happyface lige så fint kunne stå og smile til sin omverden, imens jeg lavede en balance figur.

Så stod den der lige så fint balanceret

Jeg har aldrig lavet en  balance figur før, men stenene kaldte og fortalte mig, hvordan de skulle ligge. Så i første hug  lå de der. Helt stolt af mig selv og min evne til at lytte, tog jeg selvfølgeligt billeder af “mesterværket” 😉

Men nej, nu måtte jeg videre, for flyet ville ikke vente på mig.  Jeg var lige ved at efterlade Happyface, men næ nej, den kaldte igen, -tag mig med, tag mig med. Og jeg så gjorde.
-Mon den skulle med til Danmark?
-Næ, svarede den. Den skulle stå og smile uden for min venindens datters hjem og sprede livsglæde omkring sig.
Så den fandt sin plads og sidder vist der stadigvæk og spreder smil. Hvis altså den ikke er blevet sendt videre for at sprede smil et andet sted.
Så render du ind i den, så hils den fra mig 😉

Og her bor den så og spreder smil og latter

Happyface mig får til at huske tilbage på en klient, som havde det meget svært med kærligheden.
Hun havde planlagt at tage ud på en vandring i et andet land, og hun spurgte ind til turen.
Jeg bad hende holde øjnene åbne, fordi hun ville få en besked på sin tur i form af en sten, hun kunne gå med i lommen. En sten der ville give hende glæde.

En tid efter kontakte hun mig og fortalte at hun på sin vandring havde følte hun skulle kigge et bestemt sted hen, og der lå en stor smilende happyface sten som hun kunne have i sin lomme. Glad og taknemmelig var hun over sin happyface sten.

Happyface 😀

Hos mig skal der så lidt til at sprede glæde og latter i mig. Hvad med dig? 😀