I går aftes blev jeg ramt af sorg. En sorg der slog benene væk under mig, hvor det bare ramlede og tårene trillede.

Men sorg over hvad?

Jeg kunne ikke finde min lille mobile internet router. Jeg kunne bare ikke huske hvor jeg havde lagt den. Jeg kørte ind til klinkken kl. r*v og nøgler, men ingen router. Jeg skulle bruge den i klinikken her til morgen, og den var bare væk.
Efter en del frustration, måtte jeg ty til anden form for hjælp, mine usynlige venners hjælp og en – to – tre var min lille router der. I en taske jeg aldrig bruger, men ikke detso mindre blev jeg guidet til den, og der var min router.
Men al den frustration udløste en sorg, der havde gemt sig i mange år.

Som I ved, blev jeg overfaldet i 2006 som bl.a. udløste stress og fibromyalgi. Dette satte sig i flere steder i kroppen, også i min hjerne. Fra at have en visuel klæbehjerne blev den til en grå tåge. Jeg husker at stå i Netto og kassedamen siger det blev 37,50 kr. Jeg blev helt blank; anede ikke hvad 37,50 kr var for noget. Men idet jeg stod med min pung i hånden, måtte det have noget med den at gøre. Efter at stået der og gloet sort i hovedet, gav jeg bare kassedamen pungen og bad hende tage det hun skulle bruge.
Hun smilede bare og tog pengen og så var det klaret. Men oplevelsen rystede mig og satte sig fast i cellerne. Dette ubehag i ikke at vide hvad hun talte om.
Tit stod derhjemme og lavede mad eller noget helt andet, hvor jeg oplevede at bare stirre på tingene og ikke ane hvad det var jeg lavede. Hvad var det jeg havde i hånden? Hvad var det jeg skulle med det jeg havde liggende foran mig og det jeg havde i hånden? Så det blev en normalitet for mig at sige min hensigt højt. “Jeg skal smørre en leverpostejmad, jeg skal lave frikadeller, jeg skal gøre badeværelset rent” Fordi jeg havde opdaget at mine børn og min mand automatisk hjalp mig til at komme videre, når jeg var gået i sort.
Hurtigt havde de opsnappet situationen og når de opdagede jeg var væk eller jeg spurgte ” Hvad laver jeg?” så svarede de for mig. ” Mor du smørrer en leverpostejsmad. Du sagde du skulle tisse!” Uden nogen form for irritation, frustration over min glemsomhed, så hjalp de bare mig i at komme videre ud fra det sorte hul og i gang igen med det, jeg nu havde gang i.

I i går aftes kom sorgen over disse sorte huller. Det er normalt at være glemsom. Det er normalt at man bliver mere og mere glemsom med alderen, den er jeg med på. Men disse sorte huller er ikke normale.
Min ene søster som også har fibromyalgi mister hele dage til disse sorte huller. Der er jeg, 7-9-13, heldigvis ikke.

Men igen sorgen ramte. Og hvorfor dukkede den op 12 år efter overfaldet?
Ikke før lige her og nu rammer det mig. Den 6/2 var det 12 år siden jeg blev overfaldet. 12 år er en udviklingcyklus, så nu hvor der er plads til at tage sig af den sorg, og idet jeg pt. healer gamle ting via tapping, så kom den til overfladen. Nu er det tid og plads til at heale sorgen. Til at føle sorgen over at hukommelsen blev ramt, og nogle ting bare ikke kommer tilbage, uden at jeg arbejder med det på et andet plan, end jeg før har gjort.
Jeg har faktisk aldrig sørget over tabet af de ting jeg kunne dengang.

Heldigvis besidder jeg evnen i at se på afstand, og jeg har gode venner og samarbejdspartner i dette liv, samt i andre dimensioner, så om engle og guider i alle afskygninger, som vil stå på hovedet for at hjælpe mig. Bed og du skal få, jeg bad og jeg fik i går aftes.
Jeg skal bare bede om hjælpen før jeg bliver frustreret.
Hvorfor jeg ikke bare brugte mine evner fra start af? fordi det var en sorg der bankede på og skulle op til overfladen, så den kunne heales på og slippes fri.

Jeg healer mange ting ved at skrive. Dette blog indlæg er en del af min healings proces. Det er den ekstorverte side af mig, der bruges som healingstereapeut lige her og nu.

Så ja, sorgen ramte, sorgen viste sig for mig, og jeg gav mig selv lov til at græde. Det varer nok nogle dage før det hele er på plads og alting er frigivet og sluppet, og det er bare helt OK. Alt er godt. Jeg er i proces og livet går videre.
Sorgen er her og den er velkommen. Jeg glæder mig også til at vinke farvel til den på et tidspunkt de nærmeste dage.

Sorgen rammer når man mindst venter den. Og når den kommer er det vigtig at man vælger bevidst, om man vil tage sig af den her og nu, eller beder den komme igen på et senerer tidspunkt. For den dukker altid op og ønsker at man ser på den, og får healet den, så kroppen og cellerne kan slippe for at gå med den.
Og når vi healer, så healer kroppen og dens smerter heales også.
Den behøver ikke reminde os med smerter om at tage os af det og det.

I denne tid med healing af gammel sorg, vil jeg anbefale en dokumentar der hedder HEAL på Netflix. Det er om kroppens fantstiske healingsevne og hvor meget den kan gøre, hvis bare vi blander os uden om dens arbejde, med bekymringer osv.

Så jeg er i sorg, men kender jeg mig selv ret, så er det hurtigt healet. Life goes on.

“Jeg har den fulde frihed, til at begrænse min egen frihed”
Citat Súsanna Vígdá

Livet er fantastisk. 🙂

Gammelårsaften, som en kær ven kalder aftenen.
Aftenen før det nye år fødes; hvor et nyt kapitel eller en ny bog venter forud, som vi kan skrive med hjælp af andre, eller helt alene.  Tiden hvor vi kan vælge at kigge tilbage på og reflektere over året der er gået. Men reflektere med hvilken intention? Se på udvikling eller nederlag?

Nederlag?
En behandler bekendt, Mette, spurgte på sin Facebook business væg, hvad vi ønskede at sige goddag til i 2019, og jeg skrev, at jeg ville sige goddag til succes i alt.
Mette spurgte ind til mit svar, om det også betød også at sige goddag til nederlag?
Nederlag? Hvordan kunne hun overhovedet stille det spørgsmål? Ja, spørgsmålet er godt og fik mig til at tænke, men det har aldrig været i mine overvejelser, at livet indeholder nederlag. Og hvorfor skulle mit goddag til året 2019 evt. indeholde succes i nederlag?

Når jeg vælger at tænke, tolke eller skabe mit liv, så er nederlag ikke en del af mit regnestykke; jeg kan påstå, at det slet ikke eksisterer som begreb i min håndtering af mit liv.
Jo, da Danmark nu ikke vandt imod Kroatien, så de kunne komme videre i VM, så kan man jo tale om et nederlag. Men i mit personlige liv, er der intet som er nederlag.
At tingene ikke går som jeg havde forventet, at målet jeg satte mig ikke blev nået, sådan som jeg havde tænkt mig, har intet med nederlag af gøre. Men hvad er det så? Udvikling og atter udvikling.

Bogen
Som eksempel kan jeg tale om min lille bog om trolden Findrik.
Den skulle haft været ude for flere år siden. Jeg havde bestilt en at illustrere den, som på en eller anden vidunderlig facon, kunne se og tegne de billeder jeg havde i hovedet.
Og jeg ventede og ventede. Der skete ikke så meget. Hun kom med et par tegninger, men så kom der ikke mere. Viljen hos hende, var der, men grundet sygdom, var hun ikke i stand til at udføre jobbet. Det tog mig bare lige 3-4 år at erkende, at det nok aldrig var hende der skulle illustrere min bog. Og hvad lærte jeg så af det? At jeg besidder en rummelighed og tålmodighed der siger spar to.  Er det et nederlag? For mig en selverkendelse og erfaring og ikke i nærheden af noget der kan minde om et nederlag.

Men kan jeg være så rummelig, og vælge en anden til at illustrere? Ja da. Men i det finder jeg også ud af, at jeg bare ikke går på kompromis med hvordan tegningerne skal se ud. Andre har været ind over, men nej det gik ikke.
Så kritisk, kompromisløs og rummelighed har været nogle af siderne som har været i spil hos mig i 2018. Er det så ikke nederlag? Nope, jeg har lært nogle sider af mig selv bedre at kende, og mine reaktionsmønstre i forhold til, når målet ikke blev nået, som jeg havde tænkt mig.

 

Manifestering

Men, havde jeg været tydelig nok i mine mål? Havde jeg skåret ind til benet, når manifestationen blev sat i gang? Åbenbart ikke, for så var bogen vel ude i verden, ik sandt?
Så hvad er læreprocessen heri? Ja, som jeg plejer at sige til klienterne: Et vævet spørgsmål, giver et vævet svar. Og med de ting jeg har lært de sidste mange år vedr. manifestering, så skal jeg være endnu mere konkret i min målsætning vedr. bogen. Lige så konkret som jeg har været når det har handlet om at få job, lejlighed, siden hus og ikke mindst min mand.  Jeg er nemlig hammer god til at manifestere bevidst og ubevidst.  Det er vi jo alle mere eller mindre, bare mange der ikke er bevidst om det.

Jeg har fundet en ny illustrator. Så må vi se, hvad det bliver til. Men bare roligt, det vil ikke tage mig fire år til, før jeg får den ud i verden. Findrik venter med tålmodighed, men trolde som ham, har ikke lige så tålmodige som jeg. Siger det bare.

Så hvad er min intention for det nye år? Ja det indeholder i hvert fald ikke nederlag, men vækst. Vækst af hvad jeg kan og under hvilken indflydelse jeg er, siden det mål jeg havde sat mig, ikke blev sådan som jeg ønskede det. Og når målet blev nået, hvad førte mig til det nåede mål? Hvad gjorde jeg?

Et af mine ønsker

Og med denne halve roman Gamleårsaften aka Nytårsaften, vil jeg bare ønske at du kigger tilbage på året der nu synger på sidste vers, men øjne der ser på den udvikling du har gennemgået og ikke med øjne der ser nederlag. Klap dig selv på skuldrene og vær stolt af den energi du har brugt, og den indsigt du har fået. Efter min bedste overbevisning er du på en opdagelsesrejse i hvad du ER og kan; nemlig skaberkraft.

Må 2019 bringe dig lige det du tænker og drømmer om 😀

Du og dine ønskes et fantastisk godt og velsignet nytår, samt overflod af kærlighed.

SKÅL……

 

Súsanna Vígdá 31/2-2018

Sad lige og så et fantastisk interview med Kim Walls forældre. På et tidspunkt bliver der talt om had, hvor faren Joachim Wall siger noget med, at had har de ikke. For hvad skulle hadet udmønte i? Hadede de, så var de på samme onde side som morderen var. De ønskede ikke at morderen skulle huskes, eller at Kim ”bare” blev husket som et offer, men som en fantastisk person. Morderen skulle viskes væk og Kim huskes.

Hvorfra har de den styrke til at se tingen på sådan en måde, når de oplevede deres datter pateres og siden blive fundet i Øresund og i Køgebugt?

Ja, det ved jeg ikke. Men jeg ved hvordan jeg selv aldrig havde fokus på min brors morder.

Olaf var et livstykke uden lige. Altid frisk på en bemærkning og en god historie, der nok blev malet lidt mere farverig end den havde været i virkeligheden.

En dag ringende telefonen og jeg gik i tusind stykker. Budskabet var, at min bror var død, stukket ihjel af en ung mand ombord på det skib, som han sejlede med.

Kommer man videre derfra? Ja man gør, man lærer at leve med det.

Har der været had involveret? Nej, på intet tidspunkt. Manden blev fanget, og hængte sig selv i sin celle.
Måske var grunden til, at hadet aldrig fik fat? Eller fordi at det foregik så langt væk? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at vi i familien aldrig har haft fokus på drabsmanden. Vi var chokerede over det valg han tog, og jeg har ytret mig over, at han nok var vågnet af en eller anden rus, og derved har taget den beslutning.

For mange år siden så jeg en form for intervention med Oprah og Dr.Phil. En mor var i dyb sorg over tabet af sin datter og havde besluttet sig at begå selvmord efter interviewet.
Dr. Phil spørger hende om hun ønsker kun at huske sin datter som et offer, eller kun for de sidste få minutter af hendes liv, og ikke for de år de havde haft sammen.  Man nærmest så hvordan hele energien ændredes hos moren, da hun forstod at hun gav magten til morderen handling. At hun blev ved med at begræde tabet og derved glemte at hun havde haft datteren i 19 år, samt mere eller mindre havde glemt dem der var i live.

https://www.youtube.com/watch?v=DMJ6RJZsA4Y&t=33s

Det er nemlig det. Vi husker vores bror, for det fantastiske, sjove, gavmilde og elskelige menneske han var og ikke hans banemand.
Det er nemlig vigtigt. Bruger man tiden på morderen, så bruger man den mindre tid på den som man har mistet og elsket. Og hader man, så har morderen igen vundet liv, ved at fokusset går på hende/ham end at man bruger tiden og energien på noget som er mere dyrebart, nemlig livet.

 

Vi havde ham i 47 år og det ærer vi og nærer vi, ikke hadet til en person der valgte at tage min brors liv. Jeg gør brug af min frie vilje i at lade være med at hade. Det frigiver energi til at elske.

Han er elsket og savnet.

 

Så i tv avisen forleden,  at der er flere der efterhånden opsøger clairvoyanten end præsten.
Og derfor er der en god grund til at tage på messe.

Kirken, dens traditioner og mange tilbud kender du måske ud og ind, men kender du til de mange muligheder som den alternative verden tilbyder?
Hvis du hælder mere til den alternative verden end til den traditionelle med præst og lægevidenskaben, så er messerne en god måde, at finde rundt i junglen af de mange forskellige former for behandlingsmuligheder, der findes derude.

Du kan for en rimelig penge afprøve nogle af de forskellige behandlere og finde ud af, hvilke behandlere du føler du klikker med, og som du synes kan hjælpe dig på vej i din udvikling.

Da jeg, for mange år siden, havde en oplevelse med en krisepsykolog, som sendte mig direkte ud i favnen på den alternative verden, begyndte jeg at gå til messer. Det var op messerne, jeg følte at jeg rigtig forkælede mig selv.
Jeg afstatte et vist beløb jeg ville bruge, og så tog jeg på messe. Oftes var det de store messer inde i København.
Jeg fik mange gode oplevelser og et par enkelte mindre gode. Men sådan er det jo med alting. I dag ser man mig sjældent på de store messer. Jeg opsøger mere de små messer, og er selv at finde som behandler på nogle af dem.

Efter 15 års garvet messe gæst, har jeg et par fif, hvis du aldrig har været afsted og overvejer at tage på alternativ messe.

Gode fif:

1.
Husk at komme i god tid, da de store messer er godt besøgt, og ventelisterne hos behandlerne bliver hurtigt fyldt.
Vid at der er mange mennsker til de store messer og det kan være overvældende. Måske ville det være en god ide for dig, at begynde med de små messer.

2.
Vær afklaret med, hvor mange penge du vil bruge. Til de store messer koster standende en hel del, så en tid hos en behandler kan være i en prisklasse du ikke har overvejet. Priserne på de store messer kan nemt ligge på 200-300 kr for 10-20 min. Jeg har fået fuld valuta for de penge på messerne og har været yders tilfreds.
De små messer ligger prisen omkring 100-250 kr for 15-30 minutter.

3.
– Ikke alle behandlere matcher dig, lyt derfor til din intution og mavefornemmelse når du skal afprøve noget. Det handler ikke hvem der er god eller mindre god. Det handler om hvem du klikker bedst med og hvem er bedst til lige netop dig. Eks. er jeg en person der ikke pakker tingene ind i vat, så det duer ikke at en som ønsker blid medfart kommer til en “tornado” som mig 😉 Ikke det, jeg er kærlig og omsorgsfuld, men siger tingen som de kommer til mig, kærligt lige ud og kontant.

4.
Afsæt tid til at mærke de forskellige boder og behandlingsmetoder efter. Tag deres kort og gem dem til senere brug.

5.
Bed om tilladelse til at optage på din telefon. Man kan blive overvældet af alle de oplysninger man får ind, og derfor kan man glemme en del. Det er altid sjovt at gå tilbage igen og høre hvad der er blevet sagt til en.

6.
Tag gerne en ven eller veninde med og gør det til en selvforkælelsesdag.

7.
Til sidst, de tre I’er: Intention, intuition og intuition
Spørg dig selv hvad din intention er, for at opsøge den alternative behandler og brug så din intution.

—

Og har du nu fået lyst til at tage på en messe, så holder Hornsherred Alternative forening helsemesse søndag d. 30/9-2018 kl. 10-16 i Rejsestandlen i Jægerspris, Hovedgaden 29A i Jægerspris.
Det er en lille hyggelig messe, som ligger i fantastiske omgivelser lige ved Jægerspris slot og i udkanten af slotshaven. Der vil være mulighed at købe kaffe/te og stykke kage til kun 10,00 kr.
https://www.hafskibby.dk/arrangementer/icalrepeat.detail/2018/09/30/149/-/hafs-helsemesse?filter_reset=1

Og weekenden 6/7-2018 er der Odshelsemesse i Assnæs forsamligshus på Estervej, hvor jeg også vil være at træffe. https://www.facebook.com/odshelse.dk/?ref=br_rs

Så kom glad.

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!” Pippi.

Vi mennesker er rigtig gode til at spænde ben for os selv, via vores tanker og det vi siger.
Hvor tit har du ikke hørt en eller anden i en samtale sige følgende ord: Det kan jeg ikke, det er alt for svært?
Hvor tit fanger du ikke dig selv i at sige nøjagtigt de samme ord?

Vi skaber os selv via vores tanker, det vi siger, via samfundet og vores miljø. Så hvor meget er du dit autentiske jeg, og hvor meget er du dine omgivelser?

Forskere har bevidst at celler husker. De downloader alt som sker i kroppen, også det vi tænker og siger til os selv.
Den japanske læge Masaru Emoto forskede i vandmolokyler i en del år, og udtalte at folks bevidsthed påvirker  den molokulære struktur i vand. Og når vi tænker på, at op imod 70% af vores krop består af vand, så er det ikke underligt at vi via vores bevidsthed tit og ofte spænder ben for os selv.

Klikker du på linket Vand husker, kan du se hvad Emoto talte om.

Vand husker

Selv har jeg erfaring med dette og højdeskræk.
Jeg har været i Paris og havde lyst til at komme op i Eifeltårnet og i Spreckelsens Bue, men kom det ikke, da jeg jo havde højdeskræk. Ikke engang Rundetårnet havde jeg været oppe i.

Sidste år tog jeg til Island på besøg hos min barndomsveninde, som bor på Vestmannaøerne. Da der er en vulkan på Heimey,  følte jeg ikke, at jeg kunne tage hjem igen, uden at have været en tur oppe på vulkanen. Så jeg vandrede derop sammen med min venindes søster og to af hendes børn.

Da jeg kom op på vulkanen stillede jeg mig ud på en kant, hvor jeg kunne se ud over havet. Der mærkede jeg det gamle sug og svimmelhed, som jeg altid fik oppe i højderne, og som gjorde mig bange for dem.
Der spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg dog led af den højdeskræk, for jeg havde klartet fjelde i min barndom uden problem. Jeg havde også oplevet som barn, at være reddet af selvsamme veninde, fra at falde ned  i en stejl kløft. Så jeg forstod ikke, hvorfra denne angst pludseligt var kommet fra. Som uddannet hypnotereapeut ved jeg, at al angst stammer et eller andet sted fra. Det handler om at finde ud af, hvor det hele startede.

Og svaret kom klokkeklart deroppe på toppen: Angsten er ikke din. Husk Nólsoy.
Imens jeg stod på en vulkan oppe på Island, røg jeg tilbage i tiden, hvor jeg som teenager var taget på spejdertur til Nólsoy.
Nólsoy er en lille og hyggelig ø, der ligger udenfor Tórshavn.

 

På turen var vi meget i naturen bl.a. en tur op ad fjeldet. På et tidspunkt kommer vi til et af forbjergene og nysgerrig som jeg er, ville jeg kigge ud over kanten. Jeg lagde mig ikke ned, som man ellers skal deroppe, men stod ved kanten og kiggede ned. Der var langt ned og jeg mærkede suget og en lettere svimmelhed, ved at stå der. Men jeg var ikke bange.
Midt i min glæde over min helt egen private naturoplevlse, kommer der et par hænder bagfra og hiver voldsomt i mig og en råber i øret på mig: Ikke så langt ud på kanten, du falder jo ned.
Jeg fik et chok af vedkommende og der startede min skræk for højder. Jeg vil heller sige, vedkommendes angst for at jeg skulle falde ned, satte sig i min krop og der sad den.

Hver gang jeg derefter skulle op ad stiger, elevatore og op i højderne, kunne jeg mærke suget, svimmelheden og chokket, som nu havde sat sig i min krop med syvtommer søm. Jeg gjort den til min angst.

Ståede på den islandske vulkan kunne jeg give slip på angsten, for den var ikke min. Det var en andens persons angst, som var plantet i min krop og sammen med de fysiske fornemmelser, jeg selv havde oplevet derude på skrænten i Nólsoy, var det blevet en sammetømret enhed: Højdeskræk.

I dag er den væk. Jeg har været i Rundetårnet og har været oppe i det farverige udsigtspunkt ved museet ARoS i Aarhus, i et fint vandtårn i Fredericia uden problemer. Og jeg flyver flere gange om året, uden noget som helst angst.

Ja vi er nogle fantastiske skabere og healere. Så når vi kan skabe noget som gør os bange og utrygge, så kan vi også give slip på det, og skabe noget, som fungerer bedre for os.  Hvad skaber du for dig selv?

Hypnoterapi er en gave til disse former for angst, for man går ned til ophavet af angsten og ændrer den derfra.

 

Så skal vi ikke tænke nogle fantastiske og spændende ting for os selv?
Følg med i mit nyhedsbrev, for der er planlagt en workshop i efteråret, der nemlig går ud på, bevidst tænkning og hvad vi kan bruge det til. Glæde dig.

 

Billedet af mig på den islandske vulkan er venligst udlånt af Helgi Rasmussen Tórzhamar

https://www.facebook.com/HRT%C3%B3rz-Photography-1538686996432480/

Billederne af Nólsoy er venligst udlånt af Amalie Daval-Markussen medejer af  https://www.facebook.com/faroesevikingevents/