Sorgen der gemte sig

I går aftes blev jeg ramt af sorg. En sorg der slog benene væk under mig, hvor det bare ramlede og tårene trillede.

Men sorg over hvad?

Jeg kunne ikke finde min lille mobile internet router. Jeg kunne bare ikke huske hvor jeg havde lagt den. Jeg kørte ind til klinkken kl. r*v og nøgler, men ingen router. Jeg skulle bruge den i klinikken her til morgen, og den var bare væk.
Efter en del frustration, måtte jeg ty til anden form for hjælp, mine usynlige venners hjælp og en – to – tre var min lille router der. I en taske jeg aldrig bruger, men ikke detso mindre blev jeg guidet til den, og der var min router.
Men al den frustration udløste en sorg, der havde gemt sig i mange år.

Som I ved, blev jeg overfaldet i 2006 som bl.a. udløste stress og fibromyalgi. Dette satte sig i flere steder i kroppen, også i min hjerne. Fra at have en visuel klæbehjerne blev den til en grå tåge. Jeg husker at stå i Netto og kassedamen siger det blev 37,50 kr. Jeg blev helt blank; anede ikke hvad 37,50 kr var for noget. Men idet jeg stod med min pung i hånden, måtte det have noget med den at gøre. Efter at stået der og gloet sort i hovedet, gav jeg bare kassedamen pungen og bad hende tage det hun skulle bruge.
Hun smilede bare og tog pengen og så var det klaret. Men oplevelsen rystede mig og satte sig fast i cellerne. Dette ubehag i ikke at vide hvad hun talte om.
Tit stod derhjemme og lavede mad eller noget helt andet, hvor jeg oplevede at bare stirre på tingene og ikke ane hvad det var jeg lavede. Hvad var det jeg havde i hånden? Hvad var det jeg skulle med det jeg havde liggende foran mig og det jeg havde i hånden? Så det blev en normalitet for mig at sige min hensigt højt. “Jeg skal smørre en leverpostejmad, jeg skal lave frikadeller, jeg skal gøre badeværelset rent” Fordi jeg havde opdaget at mine børn og min mand automatisk hjalp mig til at komme videre, når jeg var gået i sort.
Hurtigt havde de opsnappet situationen og når de opdagede jeg var væk eller jeg spurgte ” Hvad laver jeg?” så svarede de for mig. ” Mor du smørrer en leverpostejsmad. Du sagde du skulle tisse!” Uden nogen form for irritation, frustration over min glemsomhed, så hjalp de bare mig i at komme videre ud fra det sorte hul og i gang igen med det, jeg nu havde gang i.

I i går aftes kom sorgen over disse sorte huller. Det er normalt at være glemsom. Det er normalt at man bliver mere og mere glemsom med alderen, den er jeg med på. Men disse sorte huller er ikke normale.
Min ene søster som også har fibromyalgi mister hele dage til disse sorte huller. Der er jeg, 7-9-13, heldigvis ikke.

Men igen sorgen ramte. Og hvorfor dukkede den op 12 år efter overfaldet?
Ikke før lige her og nu rammer det mig. Den 6/2 var det 12 år siden jeg blev overfaldet. 12 år er en udviklingcyklus, så nu hvor der er plads til at tage sig af den sorg, og idet jeg pt. healer gamle ting via tapping, så kom den til overfladen. Nu er det tid og plads til at heale sorgen. Til at føle sorgen over at hukommelsen blev ramt, og nogle ting bare ikke kommer tilbage, uden at jeg arbejder med det på et andet plan, end jeg før har gjort.
Jeg har faktisk aldrig sørget over tabet af de ting jeg kunne dengang.

Heldigvis besidder jeg evnen i at se på afstand, og jeg har gode venner og samarbejdspartner i dette liv, samt i andre dimensioner, så om engle og guider i alle afskygninger, som vil stå på hovedet for at hjælpe mig. Bed og du skal få, jeg bad og jeg fik i går aftes.
Jeg skal bare bede om hjælpen før jeg bliver frustreret.
Hvorfor jeg ikke bare brugte mine evner fra start af? fordi det var en sorg der bankede på og skulle op til overfladen, så den kunne heales på og slippes fri.

Jeg healer mange ting ved at skrive. Dette blog indlæg er en del af min healings proces. Det er den ekstorverte side af mig, der bruges som healingstereapeut lige her og nu.

Så ja, sorgen ramte, sorgen viste sig for mig, og jeg gav mig selv lov til at græde. Det varer nok nogle dage før det hele er på plads og alting er frigivet og sluppet, og det er bare helt OK. Alt er godt. Jeg er i proces og livet går videre.
Sorgen er her og den er velkommen. Jeg glæder mig også til at vinke farvel til den på et tidspunkt de nærmeste dage.

Sorgen rammer når man mindst venter den. Og når den kommer er det vigtig at man vælger bevidst, om man vil tage sig af den her og nu, eller beder den komme igen på et senerer tidspunkt. For den dukker altid op og ønsker at man ser på den, og får healet den, så kroppen og cellerne kan slippe for at gå med den.
Og når vi healer, så healer kroppen og dens smerter heales også.
Den behøver ikke reminde os med smerter om at tage os af det og det.

I denne tid med healing af gammel sorg, vil jeg anbefale en dokumentar der hedder HEAL på Netflix. Det er om kroppens fantstiske healingsevne og hvor meget den kan gøre, hvis bare vi blander os uden om dens arbejde, med bekymringer osv.

Så jeg er i sorg, men kender jeg mig selv ret, så er det hurtigt healet. Life goes on.

“Jeg har den fulde frihed, til at begrænse min egen frihed”
Citat Súsanna Vígdá

Livet er fantastisk. 🙂