Janes store valg: Leve eller dø!

Advarsel. Kan være voldsom læsing for nogle. 

For nogle mennesker handler hverdagen ikke om, hvad tøj man skal have på. Det handler ikke om indretning af hjem, om det skal være Kähler vaser eller Arne Jacobsens svanestole, ej heller om hvad der skal være til aftensmad, kød eller vegetarisk. Nej det handler enten om livet eller døden.

Jane
I et hyggeligt hus i Vanløse, i en hyggelig stue og i en hyggelig seng ligger Jane.

Jane er lænket til sengen og har været det i en rum tid nu. For Jane handler livet ikke om så meget andet end, om det er dagen, hun tager en masse piller og kommer væk fra sit smertehelvede, eller om det er i dag, hun forsætter med at tage en indånding ad gangen og derved forsætter i livet.

Jane er en smuk og levende kvinde på 52 år, mor til to og uddannet psykomotorisk terapeut og arbejdede i psykiatrien. En dag, som lyn fra en klar himmel, sagde kroppen bare stop.  Fra at være i fri bevægelighed, ville den bare ikke mere.

Diagnoser
Jane lider af  hEDS, en slags bindevævssygdom med hyper mobilitet, der blandt andet gør udslag i, at Jane ikke har kræfter til at holde sig selv eller sit eget hoved oppe i længere tid ad gangen,. Derfor bruger hun bl.a. en halskrave, så hun kan holde nakken nogenlunde på plads.  Janes tilstand er så kompleks at lægerne i Danmark ikke kan hjælpe Jane. De mangler kompetence. Endvidere lider hun af ME=Myalgisk encephalomyelitis, som er et kronisk træthedssyndrom.
Så Jane ligger lænket i sengen i et smertehelvede.

Janes smertehelvede
Hvordan er så dette smertehelvede? Jo, det er så voldsomt at det eneste der er, er det som ER her og nu.
Tanker om situationens menighedsløshed bliver meningsløs. Tanker, spekulationer og bekymringer om fremtiden bliver ofte skubbet til side for nuet, til det som sker her og nu. Andet er ikke altid en mulighed. Det bliver det rent basale som kommer i spil i tankerne, trække vejret eller ikke. Ganske simpelt, livet eller døden.

En overgang tænkt hun på at få aktiv dødshjælp i Schweitz, men da dette blev for besværligt og bekosteligt, så opgav hun det.  Jane er kommet frem til den beslutning, at når dagen kommer, hvor det at dø er hendes eneste udvej, så vælger hun tage piller.

I øjeblikke fortæller Jane sig selv, hvor stærk hun er, og det er i disse øjeblikke vi får indblik i hendes helvede.  Det er her hun skriver, her hun kommer ned i dybet af smerten og alt det den fortæller.

Jane og jeg
Jane og jeg har lært hinanden at kende igennem Krummes side på FB. Jane delte sine oplevelser med livet med os, og hurtigt fandt jeg ud af, at her var der en lidt anderledes skæbne, end dem jeg møder til dagligt. For selv om hun lå og kæmpede for sit liv, så var der aldrig brok at høre fra hende, men kun den uforsødede sandhed og frustrationen, da det danske sundhedsvæsen stod af.

I vores korte møde, var der ingen overfladiske høflighedsfraser. Det var lige på og hårdt om livets genvordigheder. Det var omsonst at være høflig, her handlede det om sandheden, nærværen og empati. Høflighed var bare en unødvendig fylde. Vi sidder og taler om liv og død, som andre taler om vasketøj. Ikke fordi vi er respektløse i forhold til disse store emner, men fordi alt andet er at forestille sig, noget hverken Jane eller jeg er gode til, vi ønsker ikke at spilde vores dyrebare tid sammen på.
Vi taler om vores tanker om livet og døden, om healing og vores egen skaberkraft. Om det er noget vi hver især har kræfter eller power til?

Imens jeg lytter til Jane, går det op for mig, hvor fantastiske mennesker er. Hvor fantastisk Jane er. Hun ligger der helt roligt, og taler om sine valg; valget om at trække vejret eller ikke.
Vælger hun livet, så ved hun ikke om hun har de nødvendige kræfter og gåpåmod til det. Det ville være så meget lettere at tømme et glas med piller. Men endnu er hun her og hun kæmper. Kæmper hver dag, hver time, hvert minut og hvert sekund.  Trækker været ind og puster ud, træker vejret ind og puster ud, om og om igen.
Begge ved vi, at der er liv efter døden, så den samtale går vi ikke i dybden med.

Jane har en samme livsfilosofi som jeg selv har. Alt sker for en grund. Det er bl.a. denne som holder liv i hende de sorte dage, hvor pilleglasset ikke er så skrækkeligt langt væk.

Janes mod
Hvordan kan man som udefra kommende beskuer, beskrive de følelser og tanker som Jane ligger med?
Ja, vi lader hende gøre det selv, via en af sine mange poster på Facebook:

”LIVET og DØDEN

Livet er så uendelig smukt….det er som et paradis der er fyldt med alt hvad hjertet måtte begære….
Livet er så uendelig meget mere end det du ser……det er et univers som byder på ALT…alt hvad du måtte ønske…

Livet er hvad vi hver især formår at gøre det til….
Livet har et formål….måske ved vi det…måske er vi ikke bevidste om det….endnu…

Det er ikke hverken rigtigt eller forkert….det er en illusion skabt af egoet…

Jeg er en af dem som har en hård læring at gøre her på jorden…..
Jeg gør mit bedste ….

Mit bedste er ikke altid tilstrækkeligt…eller….

Hele tiden søger jeg ind i det som ER…..
Søger forståelse…
Søger svarene….

Søger guidningen der resonere i mig….

JEG ELSKER LIVET…..
Endelig har jeg fundet det smukke i LIVET…….
Endelig har jeg fundet MIG……
Endelig har jeg fundet min VEJ…..

ENDELIG forstår jeg meningen med LIVET……det jeg behøver at forstå…..

Pludselig en dag ændres ALT…..

LIVET bliver uudholdelig….
Fyldt med uudholdelige smerter…
Fyldt med utallige andre ubehagelig symptomer….

Udsigterne er ikke ønskelige……lammelse og døden…..

Der er ingen hjælp at få…..Ingen tør røre ved mig….

ALT ER FORANDRET….

Livet og døden er pludselig blevet hverdag for MIG…..

Kan jeg holde til livet…
Kan jeg magte livet….

Skal jeg holde til livet….
Skal jeg magte livet…..

Lige nu holder jeg ud….
Lige nu holder jeg til….

HVAD og HVORFOR…..?

Er det LIVET VÆRD….?

Udsigterne til et udholdeligt liv og et indholdsrigt liv er lange….meget lange…..måske også for lange…..

Jeg ELSKER stadig LIVET….
Jeg VIL så gerne LIVET….

Jeg ved ikke om LIVET VIL MIG….eller hvor længe……

Jeg mærker jeg begynder at svinde væk…..jeg ligger på ryggen…..pludselig bliver jeg overmandet….jeg er ved at svinde ind i intetheden….om det vil blive i besvimelse eller koma eller andet ved jeg ikke….jeg mærker det er uendeligt svært for mig at vende mig…jeg mærker at det SKAL jeg….og det meget hurtigt….
Jeg får vendt mig….sikken en lettelse…stille og roligt vender jeg tilbage igen….

Jeg ved ikke, om jeg vil være i stand til at vende mig næste gang det sker……
Jeg ved ikke, om det sker en dag jeg ligger og sover……

Jeg står op…kort efter mærker jeg at mine kræfter forsvinder…det er som blev der trykket på en stikkontakt….mine ben kan ikke længere bære mig…jeg må hurtigt sætte mig……

Jeg ved ikke om det er lammelsen som begynder at vise sig……

Sådan kunne jeg fortsætte fortællingen om det som sker i min krop……

Kan jeg det LIV…..
VIL jeg det LIV…..

Der findes behandlingsmuligheder derude…..men de er uden for min rækkevidde…..jeg har ikke pengene….

Tiden er ikke min VEN…..

Jeg gør mit bedste…..
Mange gør deres bedste…..

Jeg ved ikke om det er tilstrækkeligt……

Jeg begynder at gøre mig KLAR…..

KLAR TIL LIVET….
KLAR til DØDEN…..

Jeg mærker FRIHEDEN til VALGET bliver vigtigt…..

JEG GRÆDER….

JEG ØNSKER AT LEVE….MEN JEG VED IKKE OM JEG KAN IKKE HOLDE TIL LIVET….

Jeg ved ikke hvad der venter mig….livet eller døden…..

JEG HAR BRUG FOR MIRAKLER…….

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Jane 22/6-2019”

Ligegyldigheder
Mødet med Jane sætter livet uvirkårligt i perspektiv. Egoets dramadanse er så ligegyldige. Her handler det om at vælge at trække vejret eller ikke.
At se et menneske, totalt blottet i sin egen skaberkraft, er ikke for sarte sjæle.
Hvad vælger hun mon? Livet eller døden?
Hvad jeg ønsker for hende, kommer slet ikke i spil, for det er ikke mig det omhandler.
Dette er Janes rejse og Janes alene.
Men rejsen har indvirkning på os alle og de valg vi fremover vil tage.

Lev hver dag som var det den sidste.

Gud velsigne dig Jane. Du er i mine bønner.