Den feminine side af den maskuline/feminine balance

Jeg har været ude og afsted  i min feminine side.  En side som jeg tit og ofte har glemt og ignoreret. Livet har lært mig at skulle tingene fungere for mig, så var jeg nødsaget til at være i den maskuline handlende side. For at være omsorgsfuld overfor mig selv, er jeg tvunget til at være i balance i det feminine og i det maskuline.

Jeg havde nogle smukke øjeblikke derude, hvor naturens lyde blev hørt indefra i kroppen og ikke udefra. Der kom bønner til mig som jeg skrev med. Bønner om tilgivelse, mod og styrke.  Tilgivelse af at glemme dele og sider af mig selv, eller ren overhørelse, fordi det er ikke altid så velset at være feminin, med alle dens facetter.

Kommet hjem satte jeg mig foran tv og så Statsministeren fortælle at vi forlænger lukningen af Danmark. Coronaen raser, 24 mennesker er døde herhjemme og jeg læste lige  en 18 årig er død i England.

Dette rammer, og som det jeg har lært hjemmefra og overlever jeg på, at uanset hvor magtesløs jeg føler mig, uanset hvor ulykkeligt og meningsløst det hele er, så er der en mening med det.

Hvad meningen er, ved jeg ikke altid. Men det er den tro, der gør jeg stadigvæk kan leve mit liv i taknemmelighed og glæde.

Disse dage er det 28 år min mor døde af kræft og min bror blev myrdet. Og her kom troen på skaberkraften og at alting sker for en grund, som en stor støtte i sorgen, var hjælp og tilgivelse til vreden, og bar mig videre til at stå op hver morgen og leve videre.

Hvad har dette med femininit at gøre? Jo, at drage omsorg for sig selv og huske det fundament man står på.
Det er den  lærdom jeg har fået ind med modermælken, som har givet mig et anker. At tillade mig at have det anker uanset, og turde stå ved mig selv uanset.   I am that, I am.

“Engang havde en mand en drøm om Gud. Manden drømte, at han vandrede i sandet langs en endeløs sandbred side om side med Gud.

Manden talte med Gud om alt, der var sket i hans liv, og som han aldrig var kommet til at forstå.

Bag sig efterlod manden og Gud sig fodspor i sandet.

Manden stoppede et kort øjeblik op og så sig tilbage. Han så, at der nogle steder kun var efterladt aftryk af ét par fødder – ikke to. Manden spurgte Gud: ”Herre, hvorfor er der nogle strækninger på vores vej, hvor der kun er fodaftryk af én person?”. Og manden huskede, at det netop var i dé øjeblikke, han havde haft det skidt.

”Herre, hvorfor var du ikke hos mig, når jeg havde allermest brug for dig? Hvorfor forlod du mig ind imellem?” spurgte manden anklagende.

”Mit barn”, svarede Gud: ”Dér, hvor der kun er ét par fodspor, er de strækninger, hvor jeg bar dig!”.

Igen kan jeg puste ud og tænke –This too shall pass.

Pas godt på dig og hinanden. Vis dig selv den omsorg som kun du ved, du har brug for. Ingen er bedre til at give dig den end netop du.

Kære Skaberkraft.
Du som er over mig
Du som er under mig
Du som er omkring mig
Og du som er i mig.
Tak for din altid tilstedeværen i mit liv.
Tak for din nåde, som altid ER, uanset.
Tak for din rummelighed
Tak for din ubetingede kærlighed
Tak

Imens jeg skriver min bøn, så starter denne sang at spille i mit hovedt. Lyt ved at klikke på linket. Ong Namo by Snatam Kaur

Abundance of love to all.