Gammelt torv med brønd i en fransk landsby, som illustration til en fortælling om tidligere liv.

Tidligere liv – Min oplevelse som troldkarl i Frankrig

De mange liv i livene

Tidligere liv har fascineret mig i mange år, og gennem hypnose har jeg oplevet at træde ind i andre tider og andre menneskers tilværelser, som om de var mine egne.
En af de mest bemærkelsesværdige oplevelser førte mig til en lille fransk by, hvor jeg var troldkarl og bestemt ikke en af de venlige.

Troldkarlen

Tænker du nogensinde over de mange liv, vi lever i dette ene liv?

Livet som barn, som skoleelev, som teenager, som ung mand eller kvinde. Livet som ven, som kæreste, som forælder og alle de andre roller, vi indtager gennem livet. Vi forandrer os undervejs, får nye erfaringer og ser måske tilbage på tidligere udgaver af os selv med en undren over, at vi engang var netop det menneske.

Og tænker du nogensinde på tidligere liv? På muligheden for, at vi har levet før, under helt andre omstændigheder, i en anden tid og med en anden identitet?

For mange år siden oplevede jeg under hypnose det, jeg opfattede som en rejse tilbage til et tidligere liv. Jeg har siden bemærket, at de fleste af de liv, jeg er blevet præsenteret for under regression, har udspillet sig i Frankrig. Hvorfor det netop er Frankrig, ved jeg ikke, men ét af disse liv står særligt tydeligt i min erindring.

Det var livet som troldkarl.

Et tidligere liv som troldkarl

Under regressionen befinder jeg mig på et torv i en mindre fransk by, langt tilbage i tiden. Det særlige ved oplevelsen er, at jeg ikke betragter en fremmed mand udefra, men oplever mig selv som ham. Jeg ser med hans øjne, mærker hans følelser og har en umiddelbar viden om hans liv, som om det er mit eget.

Jeg står ved en brønd og læner mig frem for at betragte mit spejlbillede i vandets overflade. Ansigtet, der møder mig, tilhører en høj, tynd mand i fyrrerne med et udmagret udseende, mørke, dybtliggende øjne og sorte rander under dem. Håret er langt og usoigneret, og jeg er iført en lang, mørk frakke, der understreger den magre skikkelse.

Da jeg sænker blikket mod mine hænder, lægger jeg mærke til, at de er senede med lange, slanke fingre, men det er især neglene, der fanger min opmærksomhed. De er usædvanligt lange, spidse og ser møgbeskidte ud. Jeg studerer dem et øjeblik og får en umiddelbar forståelse af, at de ikke blot er blevet forsømt, men at jeg bruger dem som redskaber, nærmest som små teskeer eller måleskeer, når jeg arbejder med forskellige blandinger.

Samtidig ved jeg, at jeg er troldkarl, og at jeg bestemt ikke hører til blandt de venlige af slagsen.

Synene i vandet

Scenen ændrer sig, og jeg befinder mig nu foran et stort fad fyldt med vand. Jeg kommer noget i vandet og begynder at røre rundt med en af mine fingre, mens jeg fremsiger nogle ord. Det er en handling, jeg tilsyneladende kender godt, for der er ingen tøven eller usikkerhed forbundet med den.

Efterhånden begynder billeder at vise sig i vandets overflade, og jeg forstår, at dette er mit redskab til at fremkalde syn. I stedet for den krystalkugle, mange forbinder med spådomskunst, bruger jeg et fad med vand, hvor bestemte handlinger og ord tilsyneladende får billederne til at træde frem.

Det, der gør størst indtryk på mig, er imidlertid ikke selve synene, men de følelser, jeg mærker i manden. Han bærer på en voldsom vrede og et dybt had, som synes at have fulgt ham gennem det meste af livet, og gennem vandspejlet får jeg indblik i, hvordan disse følelser er opstået.

Drengen, der aldrig fik lov til at høre til

Jeg oplever mig selv som dreng og ved, at jeg er halvt sigøjner og halvt fransk. Min baggrund er en del af årsagen til, at jeg bliver holdt uden for fællesskabet, og min barndom er præget af daglig mobning samt både fysiske og verbale overgreb.

Det er ikke enkelte episoder, der træder frem, men en gennemgående oplevelse af at være uønsket og anderledes. Vold og udelukkelse er en del af hverdagen, og efterhånden udvikler jeg en vrede mod de mennesker, der gør mit liv så vanskeligt.

Som voksen vælger jeg at blive boende i byen for at tage mig af min mor, selvom det betyder, at jeg fortsat lever blandt de mennesker, der har været med til at gøre min opvækst til et helvede. Jeg har ikke lagt fortiden bag mig, og det bliver heller ikke lettere af, at folk stadig er efter mig.

Den dreng, der voksede op med vold og afvisning, er efterhånden blevet en ung mand, som ikke kender meget andet. Vreden har udviklet sig til had, og hadet har givet næring til et ønske om hævn.

Troldkarlens hævn

Jeg ved, at jeg arbejder med sort magi, og at jeg bruger den til at sende intentioner og forbandelser mod de mennesker, der har gjort mig ondt. Formålet er at skade dem, sådan som jeg selv er blevet skadet gennem livet.

Hvad disse forbandelser præcis består af, får jeg ikke vist under regressionen, og jeg ser heller ikke, hvilke konsekvenser de har haft. Alligevel har jeg en klar viden om, at det er noget, jeg gør, og at mine handlinger udspringer af den vrede og hævntørst, jeg har båret med mig siden barndommen.

Der er noget tankevækkende ved at opleve sig selv som et menneske, der både har været udsat for stor ondskab og samtidig selv har valgt at gøre skade på andre. Jeg mærker hans vrede og forstår, hvor den kommer fra, men det ændrer ikke på, at han er blevet en mand, der bruger sine evner til at skade.

Og folk i byen er stadig efter ham.

Den sidste dag ved brønden

Endnu en gang befinder jeg mig på torvet, hvor jeg står ved brønden og betragter vandets overflade.

En ung mand kommer gående imod mig og begynder at håne mig. Han råber skældsord og kalder mig grimme ting, og situationen er på mange måder en gentagelse af det, jeg har oplevet gennem hele mit liv.

Mens den unge mand står foran mig, mærker jeg pludselig, at der er nogen bag mig. Jeg vender hovedet for at se, hvem det er, og får øje på en person, der i samme øjeblik dukker sig ned og griber fat om mine ankler.

Inden jeg når at reagere, bliver mine ben løftet fra jorden, og jeg bliver kastet med hovedet først ned i brønden.

Jeg mærker det kolde vand omkring mig, mens jeg synker ned i mørket, og det går op for mig, at jeg ikke kommer op igen. Her, i en brønd på et torv i en lille by i en fransk skov, ender mit liv som troldkarl.

Jeg drukner, og i samme øjeblik, jeg mærker, at livet slutter, er jeg tilbage i min venindes stue, hvor regressionen finder sted.

En ganske særlig genforening

Selvom jeg nu er tilbage i mit nuværende liv, har jeg en meget klar viden om, hvem der slog mig ihjel. Jeg genkender den person, der greb fat om mine ankler og kastede mig ned i brønden, og det viser sig at være en mand, som har fået en ganske særlig plads i mit liv.

Det er nemlig ham, der i dag er min elskede ægtemand!

Ja, tænk engang. Den mand, jeg i dette liv har valgt at dele min tilværelse med, var i min regression den person, der gjorde en ende på troldkarlens liv.

Og ved I hvad? Jeg har det faktisk helt fint med det. Troldkarlen havde ganske vist haft en frygtelig barndom og oplevet meget ondt, men han var også selv blevet en mand, der gjorde mere skade end gavn, så måske gjorde min nuværende ægtemand både landsbyen og alle andre en tjeneste dengang.

Det er da meget rart, at vores forhold har udviklet sig i en mere kærlig retning siden. 😉

Når erindringerne dukker op igen

Det er mange år siden, jeg oplevede denne regression, men mens jeg sidder og skriver fortællingen, dukker der flere glimt og informationer op, som om erindringer, der hidtil har ligget gemt, først nu bliver afdækket.

Det føles, som om jeg gennem skriveriet igen tapper ind på den tidslinje, jeg oplevede under hypnosen.

Og måske er det netop derfor, jeg finder de mange liv i livene så fascinerende.

For livet er ikke noget, vi kun lever én gang.

Vi lever i en uendelighed.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *