HULDUFÓLK PÅ FÆRØERNE.

 

For en tid siden lærte jeg en meget spændende kvinde at kende. Det viser sig at hun både er forfatter og redaktør for de asatroenes Forns Siðr medlemsblad Vølse. For ca. 6 mdr siden kontaktede hun mig og bad mig skrive en arikel til deres medlemsblad om de færøske huldre. Dette er hvad det blev til. God læselyst.

Færøerne, 18 små øer, midt ude i Atlanterhavet, hvor naturen råder. Hvor danske storme ses som små briser, hvor naturen det ene øjeblik viser sig fra den blide side, for derefter at rase og vise sine skarpe klør.  Hvor det har været livsnødvendigt, at have et tæt forhold til naturen, kunne aflæse den, være nærværende, og have respekt for den. Hvor historierne og mytologierne, med alle dens mange mystiske væsner så som vætter, trolde og huldre blev bragt til live i fortællingerne i de små hjem.
Kigger man på klippeformationerne Kæmpen og Kællingen, så står historien lyslevende for enhver færing. Kæmpen og kællingen der var blevet sent fra Island, da man på Island ønskede at rane Færøerne og derved have øerne fysisk tættere på. De skulle skynde sig og nå det hele i nattens mulm og mørke. Nåede de ikke tilbage til Island inden solen stod op, ville de blive til sten. For vi ved alle at trolde er sten om dagen.  Da kællingen kravlede op på bjergsiden, for at binde Færøerne sammen, for siden at skubbe dem op på kæmpens ryg, revnede et stykke af en klippe. De to begyndte at skændes, og imens de skændtes stod solen op, og de blev forstenende. De står der stadigvæk den dag i dag. Mon de skændes endnu?

Går du en tur i naturen, og oplever alle fire årstider på samme dag, hvor solen står op og skinner på de snedækkede fjeldtoppe, for siden at have en blæsende og tåget formiddag med hvirvler som griber fat i ting og sender dem afsted, og eftermiddagen hvor skyerne er væk og solen bager fra en klar himmel, til aftenen, hvor den blide regn vugger dig i søvn. Åbner du alle dine sanser, så vil du kunne se og mærke det; magien, troldene, vætterne, huldrene ja dem alle sammen.

Læser man diverse beskrivelse af huldufólk (huldre), så bliver de tit og ofte beskrevet som elver. Men efter min bedste overbevisning er elver og huldufólk to forskellige racer i en anden dimension end vores. Når jeg har nævnt dette for mine færøske hulduvenner, er de nærmest blevet fornærmede. For mig, er det som at påstå, at en dansker er en færing, ikke sandt?

Huldufólk er et smukt folkefærd. De er høje og kraftige af bygning, og skal jeg sammenligne dem med nogen, som vi kender, så kan man kropsligt sammenligne dem med en 2 meter høj amerikansk basketballspiller. Ellers ligner de os. De er bare sundere at se på, idet de ikke har været igennem al den madmæssige forurening, som vi har. Huldufólket lever et mere enkelt og ærligt liv, end vi gør,

På Færøerne er der mange fortællinger om huldufólk. De er nævnt i bøger, og fortælles i folks hjem.
En af mine lærere var eminent til at fortælle historier, og min far fortalte ligeledes historier fra tid til anden. Disse fortællinger er fastforankrede i den færøske folkefortællingstradition.

En af fortællingerne omhandler huldrenes oprindelse, som er vævet ind i Biblens skabelsesberetning.

Adam og Eva havde rigtigt mange børn. En dag havde Gud anmeldt sit besøg hos Adam og Eva for at hilse på dem og alle deres børn.
Da dagen oprandt, havde Eva ikke nået at få alle børnene i bad, så nogle rendte stadigvæk beskidte rundt, da Gud bankede på. Eva blev så skamfuld, at hun skyndte sig at genne de ubadede børn væk, så Gud ikke så dem.
Da Gud havde hilst på Adam, Eva og de rene børn, lagde han mærke til, at der manglede nogle af børnene. Så han spurgte, om der ikke var flere, men Eva benægtede, hvorefter Gud sagde: ”Så lad alt det ,som er skjult, forblive skjult!” Så nu lever huldrene skjult for menneskeøjne, men fra tid til anden viser de sig for folk.

Jeg er ikke stødt på materiale, som omhandler forskellige typer huldre. Efter samtale med flere færinger, samt egne erfaringer, har jeg selv lavet en lille opdeling af huldufolket. Jeg har stødt på tre forskellige slags huldre. Dem, der bor i stene, i klipperne ved vandkanten og bjergene. Jeg kalder dem henholdsvis stenfolket, klippefolket og tjóvarnir (tyvene).
Energierne hos dem er meget forskellige. Stenfolket er meget venligt og hjælpsomt, fjordfolket er meget kontant, hårdfør og hjælpsomt folk. Tjóvarnir (tyvene) er lokkende og dragene, og minder om elverne, som man bla. hører om i  visen/kvadet om Hr. Oluf, som rider ud for at invitere til sit bryllup og møder elverpigerne, der lokker ham ud i dansen. Men da han nægter, siger en af elverpigerne: ” og vil du ikke træde i dansen med mig, så ond en sot skal følge dig.” og både han og den vordende brud lægges sammen i den sorte muld.
En veninde, som også kommunikerer med huldufolket, fortalte mig, at de andre huldre kalder den slags huldre for tyve, idet de elsker at stjæle og skabe splid, hvor de end er.
Jeg har mødt dem en gang på Færøerne, hvor jeg havde lagt mig ind for at hvile. Jeg lå og læste, og med ét h avde jeg en ud- af- kroppen oplevelse. Det var som at drømme, men jeg var vågen.
Jeg sad på bagsædet i en bil, som kørte ind i en tunnel, jeg aldrig havde været i før. Tunnelen var forholdsvis ny og førte til den lille bygd Gásadalur. Med ét blev jeg hevet ud af bilen midt inde i selve tunnelen. Jeg blev ført ind igennem den ene klippevæg baglæns. Jeg fløj baglæns igennem klipperne, og hørte nu en tung rytme af musik – dragene musik. Jeg føler det, som om nogen har fat i mig. Det er ikke mig, der styrer, hvor jeg skal flyve hen, men en, der har fat i mig med en krog, og hiver mig tættere og tættere mod musikken. På intet tidspunkt vender min krop imod musikken, men jeg ser nu, at klippevæggene begynder at flamme, som genskæret fra et bål. Nysgerrig, som jeg er, drejer jeg hovedet, og jeg ser en flok mennesker, som danser rundt omkring et bål i flagrende tøj. Der er latter og leben omkring bålet, men ikke en hjertelig latter. Det hele virker falsk og sleskt og jeg vidste det var forkert af mig at være der.
Da jeg vendte hovedet igen, så jeg flere og flere folk komme hen imod bålet. Idet jeg flød baglæns, og de gik forlæns imod bålet, så jeg dem rigtig godt. De var høje og smukke, men energien rundt omkring dem var rent ud sagt ulækker og bundfalsk, så jeg blev bange. Der skal meget til at gøre mig bange, men her blev jeg bange. Jeg ønskede ikke at være her, og mærkede jo, at jeg kom hurtigere og hurtigere hen til bålet. Lige før jeg var der henne, råbte jeg ud:” Jeg vil ikke være her, jeg SKAL ikke være her, jeg vil hjem. STOP!”
Og med ét var jeg tilbage i min krop, med hjertet oppe i halsen og lettere chokeret.
Jeg kontaktede en af mine hulduvenner, og spurgte ind til disse huldre. Han kiggede strengt på mig, og spurgte, hvor jeg nu havde været. Da jeg fortalte ham hele historien, sagde han, at de var den slags huldre, der gav alle de andre et dårligt ry, og jeg måtte holde mig væk fra dem. Mere fik jeg ikke at vide, og siden har jeg holdt mig fra dem.

For ca. 6 år siden, blev jeg inviteret til Hov, som er en af de ældste bygder på Færøerne, og hvor den kendte viking Havgrím úr Hovi ligger begravet.  Min søster og jeg var taget af sted, og blev sat af bussen lidt op over bygden. Da vi gik ned ad vejen ind til bygden, blev jeg modtaget af sådan en varme og fantastisk energi. Jeg mærkede med det samme huldrenergien og følte mig så godt modtaget.
Den første nat, jeg sov i feriehuset, ”sov” en mand hos mig. En energi puttede sig godt og grundigt bag mig, så vi lå i ske. Først tænkte jeg ,det nok var min mor eller far, der lå der, men langt senere  fandt jeg ud af, at det var Tórhallur, som er en huldre, der havde lagt sig der for at beskytte mig.
Hvorfor jeg har brug for beskyttelse, når jeg er i Hov, er så en helt anden historie.
Men Tórhallur er blevet en rigtig god ven og beskytter. Og det var ham, som underviste mig og mine venner omkring de forskellige huldre.

Der er flere færinger, der gerne vil fortælle huldehistorier, som er relaterede til nogle, de kender. Jeg har en veninde, som ser huldre og andre væsener. Det er ikke så underligt, at hun ser, for hun har en bedstefar, som kunne se, og det er det, den næste historie handler om.

Da Jakob, min venindes bedstefar, var omkring 5 år gammel, ville han gerne med en flok mænd, der skulle ud og hente fugleæg. Der blev diskuteret længe den dag, om han skulle med eller ej, men til sidst havde mændene nægtet at have ham med, idet det kunne være et farligt job at hente fugleæg.
Mændene tog afsted, men det, de ikke var opmærksomme på, var, at lille Jakob fulgte efter.
Da kvinderne opdagede, at drengen var væk, tænkte de, at mændene havde fortrudt, og han alligevel var kommet af sted med dem.
Efter en lang dag, kommer en flok trætte mænd hjem med æg, og kvinderne spørger så, hvor lille Jakob er. Ingen aner, hvor den lille knægt er, og de går ud for at lede. Efter mørkets frembrud må man stoppe eftersøgningen, og i gang igen næste morgen.
Næste morgen finder man en lille tør, glad og mæt dreng nede i en kløft. Han var faldet ned i kløften, men havde haft det trygt og godt. Adspurgt hvordan og hvorledes, kunne lille Jakob fortælle, at den søde hvide dame havde passet på ham, holdt ham tør og givet ham mad.
Der var bare ingen dame at se, og ingen kendte til en sådan dame. Jakob selv fortalte, det var en huldre og til sin dødsdag i en høj alder holdt han fast i, at han dengang og altid havde set huldre. Der var mange store sten i det område, hvor kløften var, så det var et område, hvor huldrene boede og bor den dag i dag.
Derfor er det ikke så underligt, at min veninde kan se dem, idet det tit og ofte ligger i generne, at man kan se andet og mere end andre.

Min far plejede at fortælle følgende historie.
Bag mit barndomshjem var der en stejl bakke. Et par hundrede meter fra huset, lå en stejl klippevæg Min søster Dagny var nyfødt, og lå i det værelse, som vendte imod klippevæggen. Fjeldsiden var stejl, og en dag, min far var oppe bag huset, så han en stor sten komme med fuld fart ned imod huset, direkte imod det værelse, min søster sov. Far kunne intet gøre, for det var en forholdsvis stor sten, men han råbte højt: Åh Gud, og idet han råber, stopper stenen midt på den stejle bakke.
Det er imod enhver naturlov, at stenen skulle stoppet der. Men den stoppede, og står der vist den dag i dag. Far var overbevist om, at enten var det Gud eller huldrene, der gav en hjælpende hånd. Min søster lever i bedste velgående.

På Færøerne er der mange ”beboede” sten. Sten man har forsøgt at fjerne uden held. Man har forsøgt at fjerne dem med en gravko, med det resultat at gravkoen blev smadret. Man har forsøgt at sprænge sten væk, og mistede mandeliv i processen. Den dag i dag flytter man sten, som man har mistanke om er beboede. Hellere flytte dem, end at sprænge dem og risikere store skader, eller risikere livet.
I 2002 skulle der bygges ny vej ved Argjum, som ligger klos op af Tórshavn. Der lå en stor sten og de gamle vidste, at stenen var beboet, og de kontaktede den daværende borgmester, og bad ham så mindeligt om ikke at sprænge den, men flytte den. Borgmesteren tog ingen chance og sørgede for at stene varsomt blev gravet fri og flyttet. Kigger du på billedet, hvor du ser et rødt hus i baggrunden, kan du se selv samme sten.
Forfatteren Jakob Jakobsen har skrevet en række bøger under titlerne Sagnir og ævintýr (Sagn og eventyr), hvor han har nedfældet flere af de fortællinger, som er blevet fortalt mellem folk deroppe.
Bl.a. en række huldre historier. Dette er en af dem.

På øen Sandoy, står en stor sten, hvor der boede en huldremand. Denne mand havde kastet sin kærlighed på en kvinde. Kvinden fik ikke fred for ham, og ønskede ikke at have noget med ham at gøre. Så hun udtænkte en plan. Hun tog hen til stenen, og kaldte huldren ud. Hun bad ham mindeligt om hjælp, da en trold trængte så tæt ind på hendes ko, og nu gav den ingen mælk længere.
Huldren bad kvinden hente en plante – en vejbred; binde den et sted på koen, så ville trolden ikke kunne komme i nærheden af koen.
Kvinden tog hjem, fandt en vejbred, og bandt den om sin egen finger. Da huldren fandt ud af sin fadæse, blev han gal i skralden. Hans egen troldomskunst var nu vendt imod ham selv, og han kom aldrig i nærheden af kvinden igen.

Historierne er mange, men desværre bliver der ikke rigtigt talt om disse oplevelser med huldre mere. Forslag: Historierne har levet side om side med kristendommen i århundreder, men i takt med at den vestlige verden er blevet mere og mere videnskabeligt orienteret, og dermed også kristendommen, der også har mistet sin oprindelige mystik, anses troen på huldrefolket og andre naturvæsener som naiv overtro.
De gamle fortæller også, at huldrene forsvandt mere og mere ved elektricitetens indtog. Selv siger min huldreven at det er svært ved at vise sig i al den el, og hvorfor komme på besøg, når folk sidder og glor i små og store kasser og deres nærværen er en by i Rusland?
Der er imidlertid ved at ske en ændring i vort samfund, hvor flere og flere mennesker bliver interesserede i åndelige og spirituelle emner, og det indebærer, at der igen kommer mennesker, der kan se dem og kommunikere med dem. Vi er et par færinger, der gør det, men mange ryster kærligt på hovederne ad os. Pyt med det. Men henvend dig til de gamle færinger, og du vil høre mange vidunderlige historier.
Når du tager til Færøerne, så husk at vise naturen respekt, for den er tæt beboet af alle mulige slags væsener. Spørg altid om tilladelse, før du sætter dig på en stor sten. Det kan være du sætter dig på taget af et huldrehus.  Og hvis du skulle møde nogle tjóvar, så vær endelig venlig og høflig over for dem, og vær på vagt! Du skulle nødigt vende hjem fortryllet og forhekset af dem.

 

Model: Andras Skarðenni

Fotograf: Karin M. Djurhuus / KMD Foto.