Året der gak – og jeg gakkede med.

/0 Comments/in /by

Året der gak og jeg gakkede med.

I har nok hørt eller set mig skrive dette citat jeg fik fra en af mine guider.

 “En af de længste og hårdeste processer du nogensinde kommer igennem, er at finde ud af hvor let det er”

Ja og så sidder man her, den sidste dag på året og reflektere over året der nu synger på sidste vers.

Hvad lærte jeg af det? Flere ting.

I går gik jeg rundt i Kolding by og funderede over året 2019.
Og det slog mig, at mit fokus mål for året, balance,  havde vist sig for mig ud i dualitetens grænseland, endte – eller.

Året startede med smerter i min lænd. Jeg blev sendt til gymnastik hos kommunens fysioterapeuter og fik lært forskellige balance øvelser og det hjalp.
Hurtigt fik jeg aktiveret korsettet og følte styrken i kroppen.
Da undervisningen var færdig, skulle jeg bare holde det ved lige selv derhjemme. Jeg var smertefri. Juhuuu ☺️

Jeg lavede trofast mine øvelser hveranden dag som forskrevet, til jeg blev ringet op af Annette fra Niyama Yoga,  som havde besøg af doktor Ruhid, som er ayuverdisk  læge. Jeg afsted og blev overrasket over, at han kunne fortælle mig, hvad jeg fysisk havde været igennem, bare ved at tage min puls.
Jeg fik nogle leveregler som jeg holdt mig til. Og det gik forrygende.
Og så tog jeg til Færøerne og alt blev glemt.

Og var det så nemt at komme tilbage på sporet vedr øvelser og mad? Næ. Jeg “glemte” det for færøsk mad smager himmelsk og alt det andet man får deroppe og ikke her, som jeg så købte med mig tilbage til DK. Og øvelser og mad blev en by i Rusland.
Tilbage i Danmark drønede jeg rundt til messer og arrangementer, fordi jeg følte mig smigret i at blive spurgt om jeg ville deltage i dit og dat.
Så jeg drønede rundt som en skoldet ski* for at nå mine drømmes mål: komme ud over rampen og vise folk, at jeg kan mine ting.
Christ 😉

Jeg fik indført ME- time dag i løbet af året. Den dag i ugen, hvor jeg tager vare på mig.
Fandt bare ud af, at ME- time dag burde være hverd og ikke kun en dag i ugen. 😉

Jeg lærte, at selv om min hjerne kører med 700 km i timen, så kan jeg ikke fysisk følge med. Der skal være balance i OG det blev jeg vist i stor stil.

-Ha fokus på krop, sind og ånd i balance og tingene kører godt-

Svært når man er en stædig skorpion med løven i acendanten, som vil det hele, og det helst i går. Så balance blev glemt og hvad skete der?

Og nu, sidste dag på året, kroppen smerter i stor stil, stress banker på, og med rigeligt på sidebenene. Mister tit fodfæstet og bliver svimmel. Kroppen siger til og fra. Den er så dejlig klog og jeg ville ønske jeg var lige så klog 😉😂
Mon ikke året har gjort mig klogere?  Jeg ved at året har været en stor gave, og en vild læreproces

Alt behøves ikke at gøres i stor stil med 700 km i timen, selv om man gør det man elsker.
Jeg har alle værktøjer til at være i balance, både med fysiske øvelser,  vedr. mad og arbejde. Det handler om,  hvor mit fokus er og så gøre det.

Mit fokus i 2020 er simpel: Gør alt i balance. Just do it. Skåret ud i et ord, selvkærlighed.

Jeg er en learner by doing. Jeg går igennem og afprøver tingene på egen krop. Det er min sjæls rejse her i livet. Jeg skal igennem det, for siden at lære fra mig. Og som jeg siger til mine klienter: jeg er uddannet på Livets Universitet. Drøn godt Universitet, som jeg varmt kan anbefale. 😉

Smerterne og stress reminderen er gaver. Gaver der viser mig udviklingen igennem dualiteten.
Nu ved jeg hvad det fungerer for mig, jeg ved hvad der skal til, for at være i denne fysiske dimension, med en hjerne der kører med 700 km i timen.
I morgen ved jeg måske mere om samme emne. Nu skal det praktiseres.
Walk the talk and just do it ❤️

Så med disse ærlige og sårbare ord, vil jeg takke for året 2019, som lærte mig en hulens masse.
Jeg vil takke dig for du læser med.
Du og dine ønskes et fantastisk godt nytår.
Jeg ved dit år vil være fantastisk på alle planer, fordi du skaber det så fantastiske godt selv.
Er det ikke vildt at tænke på?

Tak for nu, vi ses og  skrives ved i det nye år.

Abundance of ❤️ 2 all

Ps. Hvor er det nu kvinders balancepunkt er? 😉

Et juleeventyr i Jægerspris

/0 Comments/in /by

                                                                                                                   (Billedet lånt af Pixabay)

 

-Súsanna, du skal stå OP! –

En drage brølede vredt ind ad vinduet

-STÅ SÅ OP!

Jeg fløj op og kiggede på dragehovedet der stak ind ad vinduet.

Lige nu ønskede jeg bare, at jeg havde husket at lukke det. Men så længe Sabatha sov derude, så måtte jeg holde det åbent.

Kl. var 4 og jeg havde ikke sovet særligt længe, grundet min fantastiske manglende evne til at sove en hel nat igennem. Jeg var endeligt faldet i søvn, men så syntes Sabatha at hun skulle vække mig. Hvis hun dog kunne gøre det stille og roligt. Næ, nej, hun råbte.

At Henrik, min mand, kunne snorke sig igennem Sabathas råben, fattede jeg ikke en dyt af. Men der kom sagte snorkelyd derfra.

-Hyyyyys-

Jeg hyssede irriteret på hende.

-Altså du vækker hele Jægerspris med den råben. Vi risikerer at hele militæret står ved siden af dig om lidt. –

Nå, ja jeg var måske lidt dramatisk, og det ville højt sandsynligt være politiet der kom, men overdrivelse fremmer forståelsen engang imellem.

-Mor, kan du for pokker ikke få den åndsvage drage til at holde sin mund. Jeg skal sove-

Ja, nu var datteren, Anna Elena, som havde værelset ved siden af, også vågnet, og hvis jeg skulle have svært ved at sove, så var det vand ved siden af hendes manglende søvngaver.

– Stå nu bare op og kom her- Hviskede Sabatha højlydt.

I kender godt den der hvisken, der kan høres overalt ik? Det var sådan en hvisken Sabatha nu brugte.

– For pokker dog, Sabatha, tie stille, jeg skal SOVE-
kom der højlydt inde fra Anna Elenas værelse. Hun havde åbnet vinduet, og stak nu selv hovedet ud af det, for at skælde den højlydte drage ud.

Sabatha kiggede på hende med blide øjne.
– Er Ole Lukøje taget på ferie? – spurgte dragen stille.

– Ole Lukøje har ikke vist sig her i flere år- svarede Anna Elena tvært, og skulle til at lukke vinduet igen, da Sabatha stak sit hovedet ind ad Anna Elenas vindue.

– Vil du have lidt hjælp til at sove- spurgte hun stille?

Anna Elena kiggede undrende på hende
– Øh, hvad mener du? Hvis du tænker at meditation, og al muligt andet, så har det aldrig hjulpet, så hvad kan du, som eventuelt kan hjælpe mig med at sove? –

Imens de to talte, rejste jeg mig op af sengen og tog mit varme hjemmetøj på og gik ind på min datters værelse.

Sabatha elskede Anna Elena, det lyste ud af hendes øjne af omsorg og bekymring.

– Der er noget i min ild som er søvndyssende, og giver en god nats søvn. Du ved jeg dræber jo ikke nogen med min ild. Det har jeg aldrig skulle, men jeg kan godt.  Ilden fungerer sådan, at den første flamme bedøver, så ingen mærker noget, når de bliver fortæret af ilden-

Stakkels Sabatha så helt brødebetynget ud, mens hun forklarede, hvordan hendes ild fungerede. Hun var bestemt ikke stolt af den evne som kunne være så ødelæggende.

Anna Elena kælende dragen på næseryggen og sagde i en kærlig tone.
– Intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Men vil det ikke brænde mig af, når du spyr ild på mig? –

Hun kiggede på Sabatha med spørgende øjne.
– Nej, ikke hvis jeg er forsigtigt, og har en hensigt i mit hoved og i mit hjerte at hjælpe dig. Så sker der intet andet end at du falder i søvn. –  Sabatha smilede genert.
– Men hvorfor har du ikke hjulpet mig og mor med det før? – spurgte Anna Elena undrende.
– I har aldrig spurgt, og reglerne er at I skal spørge. Vi må ikke blande os i tide og utide. Men nu har jeg ventet i rigtig mange år på at I skulle spørge. –  Hun kiggede let bebrejdende på mig.
– Så nu besluttede jeg, at I ikke vidste at I kunne spørge mig om det, så derfor spørger jeg bare, om I vil have hjælpen-
Og nu spørger du måske dig selv, hvorfor Anna Elena og jeg står og taler med en drage der hedder Sabatha

Sabatha kiggede på dem på skift med bedende øjne. – Jeg vil bare så gerne hjælpe-
Med et rejste hun sig pludseligt op, og i farten knaldede hun hovedet i vindueskarmen, bandende og røg ud.

– Hov, jeg glemte grunden til jeg vækkede dig, Súsanna. Kom her ud engang, jeg har brug for hjælp-

Og nu spørger du måske dig selv, hvorfor Anna Elena og jeg står og taler med en drage der hedder Sabatha?

Nu skal du høre. ….

Forsættelse følger.

Tilmeld dig gerne nyhedsbrevet eller følg min Facebook side, så kan du læse mere en af de kommende dage. Det er vennerne på matriklen der bestemmer farten. Jeg parerer bare ordre

Mit sårbare sted

/0 Comments/in /by

Sårbarhed.

Åh, som det kan være svært at vise sine svage punkter og sin sårbarhed.
Ego går rigtig igang med at danse tango eller disco. Ja, stille er det ikke, det larmer som jeg ved ikke hvad. Jeg er sikker på, at I som læsere kender usikkerhedens dramadans. Den oplever vi alle fra tid til anden.
Men hvad kan man så gøre ved det?

Elsk dig selv

Jo, man kan elske den side af sig selv, vise den omsorg og fortælle, at verden går ikke i stykker af, at man ikke lever op til alle de krav man sætter sig selv, at det højst sansynligt ikke kan lade sig gøre her og nu. Og hopper man ud, så flyver man nok alligevel. For ja, det kan være nogen krummer tæer, men hvad pokker så? Det dør ingen af, og har alt med dem selv at gøre, og ikke én selv.
Tit og ofte bor den værste kritiker inde i en selv. Og den må man lige kramme lidt og så bare gøre det, som gøres skal.

Jamen Súsanna, du er jo så stærk!

Jeg har tit hørt at jeg er så stærk og handlekraftig. Ja, det er jeg også, men jeg har også en perfektionistisk indre kritiker, som viser sig fra tid til anden.  Jeg er skorpion med løven i acendanten. Og hvad har det så med sårbarhed og handlekraft at gøre? Jo, skorpionen er et vandtegn, et følelsestegn, den er hård udenpå og blød indeni. Så det andre ser er den hårde, klarer alting facade, men iden i er det bløde og sensitive. Og så har vi løven, som elsker at være på og fylder, men når man fylder og er på, så er chancerne større for at få nogle hug over næsen. Så ja, det hele kan blive temmeligt sårbart.

Sårbar? Er Súsanna sårbar, kunne det være du spurgte dig selv? Ja, lige nu, hvor jeg lægger dette ud, virker det hele lidt sårbart. Egoet og den indre kritiker er ude på dansegulvet; sjælen og hjertet sidder lænet tilbage og siger PYT, alt er godt.

Det er ok at tingene er rene og naive, uden filter og uden professionelle indput. Bare helt rent og klart.
Lyt om du tør ;D  Og så kommer klovnene frem der lidt usikker vil dække over usikkerheden: Risiko for krumning af tæer.

Ja, jeg er et ganske alm. menneske med mine usikkerheder, som danser tango engang imellem.

Tør du vise din usikkerhed og din sårbarhed? Jeg lover dig, du dør ikke af det. Måske får ego et knubs eller to, men det kommer helt an på om du ser det som knubs eller vælger i at se det som træning af at få hård hud og en oplevelse. 😉

Livsglæde

Fred hviler over mark og eng, nu morgensoler smiler
En ny dag banker på mit sind, jeg tjept imod den iler
Og fugle kvidrer lystige
Til reden flyver flyttige
De deres unger kærer om
Et øjeblik ej hviler

Se solen farver verden smukt, den alle os omfavner
Den spræder glæde i hvert sind, i vores hjerter havner
Vi smile kan nu flittige
Og alle le så lystige
For dagens første stråleglans
får cellerne i dans

Jeg glædes over dagen min, jeg mærker fred sind
Forundrers over skabelsen, som øjet lukker ind
Og glæden fylder hjertet mit
Og kærligt ser på væsen dit
Jeg takker for hver enkel dag
i salig velbehag

©Ord og melodi Súsanna Vígdá©

Inspiritationskilden var disse billede taget af Gudrun Victoria Gotved.

Venligst udlånt af Gudrun 

Ingen kan få dig til at føle dig mindreværdig, uden……… De magtfulde ord

/0 Comments/in /by

Ord der ændrede min kurs.

Jeg elsker ordsprog og citater. Der er så megen visdom i mange af dem. Det var nemlig et par citater som ændrede den kurs som jeg, for år tilbage, ubevidst havde sat.

”Ingen kan få dig til at føle dig mindreværdig uden din tilladelse” Eleanor Roosevelt
”Du gør hvad du ved, når du ved bedre, gør så bedre” Maya Angelo

Den 26/6 1993 stod jeg foran alteret og lovede at forblive gift til døden os adskilte.

De ord var vigtige for mig. Jeg havde stået i Guds hus og lovet Gud, at det løfte ville jeg overholde.
Et løfte jeg senere måtte løbe fra, og ikke bare løbe fra, men løbe skrigende med to børn og 4 kasser tøj.

 

Knappenålshovedet, min balsal
Jeg blev gift med en alkoholiker, men det vidste jeg ikke dengang. Jeg blev gift med en klog mand og dejlig mand, men med skyggesider, der blev mere og mere dominerende, så den dejlige mand forsvandt og blev til noget de færreste ønsker at leve med, og det ændrede mig. Jeg ændrede mig så meget, at for at kunne beholde den mikroskopiske lille del af mig, der var tilbage, at jeg var nødsaget til at sige STOP.

Jeg plejede at sige, at mit selvværd og selvtillid var så lille, at et knappenålshovedet var som en stor balsal for mig.

27. oktober var der 19 år siden jeg pakkede børn og tøj sammen og kørte væk og forblev væk. Ægteskabet var slut.

Men hvad var det, som fik mig til at løbe fra løftet jeg havde givet? Et ord: Alkoholisme

Mit wake up call
En dag sad jeg og så The Oprah Show. Dr. Phil var på besøg og talte om eget ansvar og der skal altid to til at danse tango. Under samtalen citerede han Eleanor Roosevelts berømte ord : Ingen kan få dig til at føle dig mindreværdig uden din tilladelse.
Og de ord røg ind. De skar med et rent snit, helt ind. Helt ind forbi alle undskyldningerne og alle historierne.
Jeg alene havde ansvar for, hvordan jeg lod mig behandles. Min ægtefælle var ikke alene i det ægteskab, jeg var der også. Og jeg var vist ikke Guds bedste barn, siden jeg tillod at opføre mig på den måde overfor mig selv, overfor mine børn og min mand. Jeg alene havde ansvar for mit liv, for min adfærd, og for mit velbefindende samt børnenes.

Det var som at få et stort åbent blødende sår samt en syngende lussing. Gjorde det ondt? Ja, så det basker.
Ondt af H til.  Samme dag skete der ting og sager, som gjorde jeg ringede til min søster Dagny, som sagde LØB.
Og jeg LØB. Jeg pakkede børnene og fire kasser tøj og så begyndt et andet helvede, men det ledte mig hjem til mig, til himmeriget indeni.

Skyld og skam
Kigger jeg tilbage, så ser jeg, hvor meget disse citater har hjulpet mig, og været med til at bane vejen hjem til mig selv igen. Til mit glade og leende jeg.
Da jeg lod Eleanors ord trænge ind, begyndte skyldfølelsen og skammen at larme. Skyldfølelse over, at jeg havde ansvar for mit liv på alle planer, og det havde jeg ikke taget. Skammen over skilsmissen. Skammen over at bryde det løfte, som jeg havde givet.

En dag sagde en herre stemmen  højt i mit hoved: Der er to i et ægteskab, og du var ikke alene om ansvaret for det ægteskab.
Samme dag så jeg Oprah igen, og Maya Angelou sagde de ord som, once and for all, fjernede al min skyldfølelse vedr. det forliste ægteskab: Du gør hvad du ved, når du ved bedre,  gør så bedre.
Jeg kunne ikke have skyldfølelse og skamme mig over noget, som jeg ikke havde haft den fjerneste viden om.
Det var disse healende ord, som gav mig modet til igen at tro på mig selv.

Vi mennesker er så hurtige til at dømme os selv og andre. Men kan man dømme et barn i første klasse, for ikke at vide hvad cosinus og sinus er? Nej vel? Så kan vi vel hverken dømme os selv eller andre for mangle af en viden.  Og her kommer erkendelsen ind. At erkende og vide er også to vidt forskellige ting.

Mon vi nogensinde bliver klogere? 😉

I dag er onsdag, ME time dag. I dag bruger jeg tiden til at reflektere og dele hvor healende ord er, om vi giver lov til det. De ord vi lader trænge ind i vores system, og de følelser vi putter på de ord, er så magtfulde. De er med til at definere os. Når vi ved bedre, kan vi tage ansvaret for, hvilke ord og hvilke tanker der skal dominere os.                 Det vi vander, vokser jo.

“Thoughts becomes things, chooce the good ones” tut.com

”Det religiøse er for mennesker, der er bange for helvede, det spirituelle er for mennesker, der har været der” Allan Olsen

”En af de hårdeste og sværeste processer du nogensinde kommer igennem er, at finde ud af hvor let det er” Súsanna Vígdá

”Det du føler er rigtig for dig, er rigtig for dig, og nødvendigvis ikke rigtigt for noget anden. Din sandhed er din og din alene” Anna Elena Vígdá (min mor)

” Once you choose hope, anything’s possible! Christopher Reeve

”Vi har altså et valg hele tide: Vi kan fodre de dårlige tanker eller vi kan fordre de gode. Og jo mere vi fodrer desto mere vil det hele vokse og med tiden kan det udvikle sig til en vane. Et fast mønster hvor vi vænner os til tankerne og til den tilstand der følger med.” Pernille Aalund

”Livet er som en rejse, hvor du både er forsøgskaninen og forskeren” Súsanna Vígdá

Du bestemmer helt, hvad du gør din rejse til. Jeg nyder min med fulde drag.

 

 

 

Janes store valg: Leve eller dø!

/0 Comments/in /by

Advarsel. Kan være voldsom læsing for nogle. 

For nogle mennesker handler hverdagen ikke om, hvad tøj man skal have på. Det handler ikke om indretning af hjem, om det skal være Kähler vaser eller Arne Jacobsens svanestole, ej heller om hvad der skal være til aftensmad, kød eller vegetarisk. Nej det handler enten om livet eller døden.

Jane
I et hyggeligt hus i Vanløse, i en hyggelig stue og i en hyggelig seng ligger Jane.

Jane er lænket til sengen og har været det i en rum tid nu. For Jane handler livet ikke om så meget andet end, om det er dagen, hun tager en masse piller og kommer væk fra sit smertehelvede, eller om det er i dag, hun forsætter med at tage en indånding ad gangen og derved forsætter i livet.

Jane er en smuk og levende kvinde på 52 år, mor til to og uddannet psykomotorisk terapeut og arbejdede i psykiatrien. En dag, som lyn fra en klar himmel, sagde kroppen bare stop.  Fra at være i fri bevægelighed, ville den bare ikke mere.

Diagnoser
Jane lider af  hEDS, en slags bindevævssygdom med hyper mobilitet, der blandt andet gør udslag i, at Jane ikke har kræfter til at holde sig selv eller sit eget hoved oppe i længere tid ad gangen,. Derfor bruger hun bl.a. en halskrave, så hun kan holde nakken nogenlunde på plads.  Janes tilstand er så kompleks at lægerne i Danmark ikke kan hjælpe Jane. De mangler kompetence. Endvidere lider hun af ME=Myalgisk encephalomyelitis, som er et kronisk træthedssyndrom.
Så Jane ligger lænket i sengen i et smertehelvede.

Janes smertehelvede
Hvordan er så dette smertehelvede? Jo, det er så voldsomt at det eneste der er, er det som ER her og nu.
Tanker om situationens menighedsløshed bliver meningsløs. Tanker, spekulationer og bekymringer om fremtiden bliver ofte skubbet til side for nuet, til det som sker her og nu. Andet er ikke altid en mulighed. Det bliver det rent basale som kommer i spil i tankerne, trække vejret eller ikke. Ganske simpelt, livet eller døden.

En overgang tænkt hun på at få aktiv dødshjælp i Schweitz, men da dette blev for besværligt og bekosteligt, så opgav hun det.  Jane er kommet frem til den beslutning, at når dagen kommer, hvor det at dø er hendes eneste udvej, så vælger hun tage piller.

I øjeblikke fortæller Jane sig selv, hvor stærk hun er, og det er i disse øjeblikke vi får indblik i hendes helvede.  Det er her hun skriver, her hun kommer ned i dybet af smerten og alt det den fortæller.

Jane og jeg
Jane og jeg har lært hinanden at kende igennem Krummes side på FB. Jane delte sine oplevelser med livet med os, og hurtigt fandt jeg ud af, at her var der en lidt anderledes skæbne, end dem jeg møder til dagligt. For selv om hun lå og kæmpede for sit liv, så var der aldrig brok at høre fra hende, men kun den uforsødede sandhed og frustrationen, da det danske sundhedsvæsen stod af.

I vores korte møde, var der ingen overfladiske høflighedsfraser. Det var lige på og hårdt om livets genvordigheder. Det var omsonst at være høflig, her handlede det om sandheden, nærværen og empati. Høflighed var bare en unødvendig fylde. Vi sidder og taler om liv og død, som andre taler om vasketøj. Ikke fordi vi er respektløse i forhold til disse store emner, men fordi alt andet er at forestille sig, noget hverken Jane eller jeg er gode til, vi ønsker ikke at spilde vores dyrebare tid sammen på.
Vi taler om vores tanker om livet og døden, om healing og vores egen skaberkraft. Om det er noget vi hver især har kræfter eller power til?

Imens jeg lytter til Jane, går det op for mig, hvor fantastiske mennesker er. Hvor fantastisk Jane er. Hun ligger der helt roligt, og taler om sine valg; valget om at trække vejret eller ikke.
Vælger hun livet, så ved hun ikke om hun har de nødvendige kræfter og gåpåmod til det. Det ville være så meget lettere at tømme et glas med piller. Men endnu er hun her og hun kæmper. Kæmper hver dag, hver time, hvert minut og hvert sekund.  Trækker været ind og puster ud, træker vejret ind og puster ud, om og om igen.
Begge ved vi, at der er liv efter døden, så den samtale går vi ikke i dybden med.

Jane har en samme livsfilosofi som jeg selv har. Alt sker for en grund. Det er bl.a. denne som holder liv i hende de sorte dage, hvor pilleglasset ikke er så skrækkeligt langt væk.

Janes mod
Hvordan kan man som udefra kommende beskuer, beskrive de følelser og tanker som Jane ligger med?
Ja, vi lader hende gøre det selv, via en af sine mange poster på Facebook:

”LIVET og DØDEN

Livet er så uendelig smukt….det er som et paradis der er fyldt med alt hvad hjertet måtte begære….
Livet er så uendelig meget mere end det du ser……det er et univers som byder på ALT…alt hvad du måtte ønske…

Livet er hvad vi hver især formår at gøre det til….
Livet har et formål….måske ved vi det…måske er vi ikke bevidste om det….endnu…

Det er ikke hverken rigtigt eller forkert….det er en illusion skabt af egoet…

Jeg er en af dem som har en hård læring at gøre her på jorden…..
Jeg gør mit bedste ….

Mit bedste er ikke altid tilstrækkeligt…eller….

Hele tiden søger jeg ind i det som ER…..
Søger forståelse…
Søger svarene….

Søger guidningen der resonere i mig….

JEG ELSKER LIVET…..
Endelig har jeg fundet det smukke i LIVET…….
Endelig har jeg fundet MIG……
Endelig har jeg fundet min VEJ…..

ENDELIG forstår jeg meningen med LIVET……det jeg behøver at forstå…..

Pludselig en dag ændres ALT…..

LIVET bliver uudholdelig….
Fyldt med uudholdelige smerter…
Fyldt med utallige andre ubehagelig symptomer….

Udsigterne er ikke ønskelige……lammelse og døden…..

Der er ingen hjælp at få…..Ingen tør røre ved mig….

ALT ER FORANDRET….

Livet og døden er pludselig blevet hverdag for MIG…..

Kan jeg holde til livet…
Kan jeg magte livet….

Skal jeg holde til livet….
Skal jeg magte livet…..

Lige nu holder jeg ud….
Lige nu holder jeg til….

HVAD og HVORFOR…..?

Er det LIVET VÆRD….?

Udsigterne til et udholdeligt liv og et indholdsrigt liv er lange….meget lange…..måske også for lange…..

Jeg ELSKER stadig LIVET….
Jeg VIL så gerne LIVET….

Jeg ved ikke om LIVET VIL MIG….eller hvor længe……

Jeg mærker jeg begynder at svinde væk…..jeg ligger på ryggen…..pludselig bliver jeg overmandet….jeg er ved at svinde ind i intetheden….om det vil blive i besvimelse eller koma eller andet ved jeg ikke….jeg mærker det er uendeligt svært for mig at vende mig…jeg mærker at det SKAL jeg….og det meget hurtigt….
Jeg får vendt mig….sikken en lettelse…stille og roligt vender jeg tilbage igen….

Jeg ved ikke, om jeg vil være i stand til at vende mig næste gang det sker……
Jeg ved ikke, om det sker en dag jeg ligger og sover……

Jeg står op…kort efter mærker jeg at mine kræfter forsvinder…det er som blev der trykket på en stikkontakt….mine ben kan ikke længere bære mig…jeg må hurtigt sætte mig……

Jeg ved ikke om det er lammelsen som begynder at vise sig……

Sådan kunne jeg fortsætte fortællingen om det som sker i min krop……

Kan jeg det LIV…..
VIL jeg det LIV…..

Der findes behandlingsmuligheder derude…..men de er uden for min rækkevidde…..jeg har ikke pengene….

Tiden er ikke min VEN…..

Jeg gør mit bedste…..
Mange gør deres bedste…..

Jeg ved ikke om det er tilstrækkeligt……

Jeg begynder at gøre mig KLAR…..

KLAR TIL LIVET….
KLAR til DØDEN…..

Jeg mærker FRIHEDEN til VALGET bliver vigtigt…..

JEG GRÆDER….

JEG ØNSKER AT LEVE….MEN JEG VED IKKE OM JEG KAN IKKE HOLDE TIL LIVET….

Jeg ved ikke hvad der venter mig….livet eller døden…..

JEG HAR BRUG FOR MIRAKLER…….

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Jane 22/6-2019”

 

Ligegyldigheder
Mødet med Jane sætter livet uvirkårligt i perspektiv. Egoets dramadanse er så ligegyldige. Her handler det om at vælge at trække vejret eller ikke.
At se et menneske, totalt blottet i sin egen skaberkraft, er ikke for sarte sjæle.
Hvad vælger hun mon? Livet eller døden?
Hvad jeg ønsker for hende, kommer slet ikke i spil, for det er ikke mig det omhandler.
Dette er Janes rejse og Janes alene.
Men rejsen har indvirkning på os alle og de valg vi fremover vil tage.

Lev hver dag som var det den sidste.

Gud velsigne dig Jane. Du er i mine bønner.

Súsanna Vígdá

Jeg er forelsket ;)

/0 Comments/in /by

Forelsket 
Jeg er forelsket. Jeg faldt pladask og totalt på stedet. Jeg gik ind, kiggede mig omkring og så var jeg solgt. Håndværket, energien, ja og i ejermændende, rent ud sagt i det hele. Og så spørger du måske dig selv, hvem og hvad det er jeg er faldet for? Jo, intet mindre end for Ravnsborg.

I marts måned blev jeg kontaktet af Tarotvalkyrien Suzanne Wovern Rasmussen og spurgt, om jeg kunne være interesseret i, at deltage som Den færøske mystiker ved Ravnsborg Sommermarked. Suzanne havde fået den fornemme opgave, at udplukke alternative behandlere til Ravnsborg Sommermarkeds Klarsynstræde.
Ejerne af Ravnsborg, Morten Paulsen og Jim Lyngvild, som for fjerde gang holder sommermarked, havde lavet en overdækket veranda til hovedbygningen, og der skulle de have deres helt egen Diagonal Street, Klarsynstrædet, hvor der var plads til fem alternative behandlere. Den mulighed ville jeg ikke sige nej til, så jeg takkede ja med det samme.

Det smukke Ravnsborg
Torsdag morgen, St. Bededag,  klokken meget tidligt, drog jeg afsted med en pakket bil. Og hist hvor vejen slår en bugt, ligger der en vikingeborg så smukt. Majestætisk i al sin pragt ligger Ravnsborg helt uforstyrret midt i alt det grønne. Et håndværksmæssigt mesterskab at skue. Det var som at køre ind i en anden tidsalder, hvor vikingelejren  og Ravnsborg lå side om side, så smukt og idyllisk i morgendisen, hvor alt åndende fred, idyl, ro, harmoni og rummelighed.

 

Hist hvor vejen slår en bugt

Marked
Hurtigt kom jeg på plads i Klarsynstrædet og verandaen blev på kort tid omdannet til et skønt spirituelt sted. De to “Grandmothers of the North” Tarotvalkyrien Suzanne Wowern Rasmussen og Vølven fra Ribe, Gudrun Victoria Godved, sad og tolkede tarotkort og nød morgenkaffen inden lejren åbnede. Gudrun havde eget vikingetelt i vikingelejren, hvor hun læste i runer.
På Klarsynstrædet kunne man også møde Stine Kiholm-Andersen med sine fantastiske oraklekort og healingsbilleder, Rose Sofia Hollenbo med de skønne og healende auraspray, Oszkar Molnar med sin vilde synergihealing og undertegnede.  Klarsynstrædet havde sin helt egen høje, kærlige og vilde energi som tiltrak mange mennesker. Det var en ren fornøjelse og en ære at få lov til at deltage med disse fantastiske mennesker.

 

Vejret
Njord var sandelig også med. Han satte gang i regnen og drillede os som arbejdet på papir. Stines fantastiske billeder var i krise grundet den silende regn, men hurtigt blev utæthederne fikset og der blev lagt plast over taget. Selv blev jeg udfordret i at arbejde med papir og oliekridt i det fugtige vejr, idet både papir og oliekridtene opførte sig anderledes end det plejer. Men det gik trods alt og folk var glade.  Njord trak hen ad eftermiddagen regnen til sig og fornøjede sig resten af tiden med en lille brise og varmere vejr. Solen kom frem da jeg tog hjem lørdag.

Forelskelse?
Men hvad er det så for noget postyr med forelskelse?
Jo, stedet er magisk. Når man som jeg, arbejder med energi og er meget sensitiv, så fornemmer man hurtigt energier omkring sig.
Ravnsborg emmede af den fedeste energi og atmosfære. Da ord nogle gange er fattige, så vil jeg forsøge at beskrive den. Energien var ren, kærlig og opmuntrende. Selv med regn, let brise, sol, masser af mennesker, salgsboder og vikinger, så ændrede energien sig aldrig. Jeg oplevede det, som om den var i en konstant balance af kærlighed og rummelighed. Man kunne ikke andet end at forelske sig i den og i stedet. Og som Jim Lyngvild fortalte, så er det ikke et under at energien er så fed, da Ravnsborg ligger ved/på gammel hellig grund.

 

Når ord er fattige.

Nu sidder jeg her i Jægerspris og reflekterer over marked i Ravnsborg, de fantastiske vikinger jeg mødte, kendte som ukendte, over håndværket,  fællesskabet, venligheden, hjælpsomheden, rummeligheden og kærligheden. Ja den findes derude i det danske land. Det levede i bedste velgående på Ravnsborg sidste weekend, og det gør den nok endnu. 😉

Til alle der kom forbi Klarsynstrædet og til alle deltagerne på markedet, af hjertet tak.  Jeg håber vi ses til næste marked. Og ikke mindst en stor tak til Jim og Morten for at åbne dørene til deres hjem.

Venligst udlånt af Ing.borg

 

 

 

Da TV2 Play vejret kom forbi

/0 Comments/in /by

 

Hvad lidt skribleri dog kan føre til.

For et par mdr. siden ringede telefonen.  Jeg sad og spiste frokost på mit arbejde og havde glemt at sætte min telefon på lydløs. Glemt? Sker alting ikke af en grund? Den overbevisning har jeg.

En kvinde præsenterede sig som Ellen Nybo, journalist og reporter fra TV2 Play.

TV2 Play, hvad pokker ringede de for? Ville de mon have min hjælp i forhold til clairvoyance, medieskab eller noget helt andet? Er I klar over, hvor mange tanker der strømmer igennem hovedet, når en journalist fra TV2 ringer til en? Det er vist rigtig lang tid siden, at mit hoved har haft så travlt som i det øjeblik. 😉

Ellen fortalte, at hun i  kraft af sit arbejde, var igang med at lave en miniserie om folks forhold til træer og i den anledning var hun faldet over min blog om det at kramme træer. Hun var også interesseret i at høre, om det føltes forskelligt, når vejret var forskelligt.

Vi aftalte en dag og for ca. 3 uger kom Ellen og fotografen Bjørn Fabricius til Jægerspris, hvor vi lavede optagelser i Jægerspris skov ved Tarzanbakken.

Jeg må indrømme jeg var ret nervøs. Nervøs om jeg nu kom til at ligne en med totalt fis i kasketten overfor Danmarks befolkning.  Nå ja, om jeg gjorde det, så PYT med det. 😉

Trækrammeri

I snart 20 år har jeg krammet og talt med træer. Det er videnskabeligt bevist at en halv times daglig ophold i naturen hjælper på forhøjet blodtryk og er afstressende.
Træer er jo med til at skabe vores ilt, så de er livsvigtige for os.

Skovens eventyr

Skoven og træerne er desuden de rene eventyr for mig. Jeg ser symboler og figurer alle vegne. Naturen taler derved til mig hele tiden. Jeg ser trolde, nisser, gnomer, smil og ja alt muligt i træerne.

Da jeg flyttede fra min første mand, fik jeg og børnene en lejlighed i Avedøre som lå klods op ad Vestvolden. Vestvolden blev børnenes og min legeplads. Når vi gik ture så vi efter figure i træerne. De mange træer vi gik forbi fik hver deres personlighed, og hurtigt fik de forskellige stemmer. Derude iblandt træerne på Vestvolden, skabtes der små eventyr sammen med børnene. Det blev et godt værktøj og en god distraktion som gjorde en tung tid lidt lettere og sjovere.

 

 

 

 

I årene hvor jeg var ramt af sygdom, blev træerne en smule forsømt. Men så snart det var et lyspunkt i hverdagen, så var det ud igen til træerne og krammerierne. Det hjalp med med at godt kram.

Hemmeligheder

Der er ting som jeg aldrig har delt med nogle. Jeg er skorpion og der siges, at skorpioner er hemmelighedsfulde og ikke deler alting. Selv om jeg er ekstrem ekstrovert, så er der ting der kommer til at gå i graven med mig. Men grundet min ekstroverthed måtte jeg bare have luft engang imellem. Og når der nu ikke er nogle fjelde at klatre op ad og gjalde ud over, så måtte træerne bruges. De blev de “venner” jeg betroede mig til. Jeg havde hverken kat, hund eller bamser at betro mig til, så det blev træerne jeg “talte” med.  Og det hjalp.

Miniserie

Tilbage til TV2 Play. Det var en uforglemmelig oplevelse, at fortælle noget som kun de allernærmeste vidste jeg gjorde, og så dem der læser mine blogs.  De 2½ times tid vi brugte i skoven fløj afsted.  Det var en stor oplevelse, som du på onsdag den 29.5 kan se på TV2 Play vejret. Man kan få TV2 Play medlemskab gratis i en måned.
Så er du intresseret i at se, hvad det er jeg render rundt og gør i skoven så kig med.

TV2 øst

Det morsomme var, at to dage efter optagelse med TV2 Play dukkede TV2 øst op til et arrangement jeg var bedt om at deltage i. Jeg var bedt om et gå foran i en procession  og synge i et arrangement som min veninde Suzanne Wowern Rasmussen stod for i Hedensk Oplysnings Forbund, som bød alle velkomne til arrangementet. Om man var asatroende, hedensk, kristen eller noget helt fjerde. Jeg fik Áshild Arnholdtsdóttir Kristiansen til at skrive en lille sang, som jeg lavede en melodi til. Det er mig du hører synge. Læg mærke til den morsomme slutning vedr. haglvejret. Vejrguderne lyttede, de stoppede haglvejret 😉

Klik på linket og du ser indslaget fra TV2 øst.

https://www.tv2east.dk/nyheder/05-05-2019/1930/varet-blev-fejret?fbclid=IwAR2rz885b8ryzQx3XZ__f59BVjvTug1-YUhFv2KmPJgJitMWpz5AoUvTkls

Forside billedet venligst udlånt af TV2. Copyright TV2.

Mavepusteren der gav min en AHA oplevelse.

/0 Comments/in /by

Jeg er taget på ferie i Nordjylland. Her er pissekoldt. Jeg er træt efter 5,5 timers lang køretur, så jeg har lagt mig under dynen på en gård langt ude, der hvor kragerne har opgivet at komme.
Nej, så slemt er det ikke, men her er mørkt og koldt,  dog ganske hyggeligt.
Og her ligger jeg så under dynen med mobilen og tænker. Godt man har den digitale notatblok i sin telefon. Fagre nye tider.

I går blev jeg ramt af en hammer. En hammer jeg selv førte. En hammer der ikke ramte mig i hovedet, men en der gav min en voldsom mavepuster.

I weekenden var jeg på messe. Odshelse holdt 20 års jubilæum og jeg var med, hvor jeg kanaliserede healingsbilleder og beskeder fra alskens kærlige guider.
Jeg fik da også holdt et foredrag om de færøske huldre.

Min stand var velbesøgt af skønne mennesker, der tillidsfulde satte sig foran mig og gav mig tilladelse til at tune ind på dem, for siden at kanalisere healingen ned på papir samt i ord.
Flere fik at vide, at de var for hårde ved dem selv. At de gerne måtte være mere kærlige og se på dem selv med kærlige øjne og uden bedømmelse.

På vej hjem efter endt messe, sad jeg og summede i bilen over weekende, og pludseligt strøg tanken igennem mit hovedet:
Súsanna verð góð við teg sjálvan.
Oversat,  Súsanna vær god ved dig selv.

Og der fik jeg mavepusteren.  For aldrig i mit liv har jeg nogensinde sagt det til mig selv: Súsanna, vær god med dig selv!

Jeg blev så berørt og overvældet at jeg måtte finde et sted at parkere, så jeg lige kunne lade tårene få frit løb, og bare trække vejret, til jeg blev i stand til at køre igen.

Hvor tit er vi gode ved os selv i vores indre dialog?  Taler vi altid pænt til os selv?

De fleste af os er rigtig gode til at fortælle andre hvor fantastiske de er, og om at være kærlige og gode ved dem selv. Men husker vi at være det for os selv? Husker vi at tale blidt og kærligt til os selv?

Det skal jeg øve mig mere på, det er så helt sikkert. Ikke det at jeg går og taler nedsættende om mig selv hele tiden, men der er et område, hvor jeg bare ikke har knækket koden endnu, og derved tit er i en  tilstand af bedømmelse.

Processerne som vi alle kommer i, før eller siden, er ikke altid nemme. Men hvem siger det skal være nemt? Er nemhed udviklede?

Så mit AHA oplevelse, mavepusteren har givet mig et nyt mantra: Eg eri góð við meg/ Jeg er god ved mig.

Så kommer  I med på mantra vognen?

Gad vide hvilken effekt det ville have på verden om vi alle tænkte sådan?

Nå, nu fryser mine fingre, så jeg stopper skriveriet. Her er brrrr koldt.

“HENRIK, kom lige!”

PS *med hviskende stemme*. Husk det nu, vær god med dig selv. ❤️❤️❤️

Sorgen der gemte sig

/0 Comments/in /by

I går aftes blev jeg ramt af sorg. En sorg der slog benene væk under mig, hvor det bare ramlede og tårene trillede.

Men sorg over hvad?

Jeg kunne ikke finde min lille mobile internet router. Jeg kunne bare ikke huske hvor jeg havde lagt den. Jeg kørte ind til klinkken kl. r*v og nøgler, men ingen router. Jeg skulle bruge den i klinikken her til morgen, og den var bare væk.
Efter en del frustration, måtte jeg ty til anden form for hjælp, mine usynlige venners hjælp og en – to – tre var min lille router der. I en taske jeg aldrig bruger, men ikke detso mindre blev jeg guidet til den, og der var min router.
Men al den frustration udløste en sorg, der havde gemt sig i mange år.

Som I ved, blev jeg overfaldet i 2006 som bl.a. udløste stress og fibromyalgi. Dette satte sig i flere steder i kroppen, også i min hjerne. Fra at have en visuel klæbehjerne blev den til en grå tåge. Jeg husker at stå i Netto og kassedamen siger det blev 37,50 kr. Jeg blev helt blank; anede ikke hvad 37,50 kr var for noget. Men idet jeg stod med min pung i hånden, måtte det have noget med den at gøre. Efter at stået der og gloet sort i hovedet, gav jeg bare kassedamen pungen og bad hende tage det hun skulle bruge.
Hun smilede bare og tog pengen og så var det klaret. Men oplevelsen rystede mig og satte sig fast i cellerne. Dette ubehag i ikke at vide hvad hun talte om.
Tit stod derhjemme og lavede mad eller noget helt andet, hvor jeg oplevede at bare stirre på tingene og ikke ane hvad det var jeg lavede. Hvad var det jeg havde i hånden? Hvad var det jeg skulle med det jeg havde liggende foran mig og det jeg havde i hånden? Så det blev en normalitet for mig at sige min hensigt højt. “Jeg skal smørre en leverpostejmad, jeg skal lave frikadeller, jeg skal gøre badeværelset rent” Fordi jeg havde opdaget at mine børn og min mand automatisk hjalp mig til at komme videre, når jeg var gået i sort.
Hurtigt havde de opsnappet situationen og når de opdagede jeg var væk eller jeg spurgte ” Hvad laver jeg?” så svarede de for mig. ” Mor du smørrer en leverpostejsmad. Du sagde du skulle tisse!” Uden nogen form for irritation, frustration over min glemsomhed, så hjalp de bare mig i at komme videre ud fra det sorte hul og i gang igen med det, jeg nu havde gang i.

I i går aftes kom sorgen over disse sorte huller. Det er normalt at være glemsom. Det er normalt at man bliver mere og mere glemsom med alderen, den er jeg med på. Men disse sorte huller er ikke normale.
Min ene søster som også har fibromyalgi mister hele dage til disse sorte huller. Der er jeg, 7-9-13, heldigvis ikke.

Men igen sorgen ramte. Og hvorfor dukkede den op 12 år efter overfaldet?
Ikke før lige her og nu rammer det mig. Den 6/2 var det 12 år siden jeg blev overfaldet. 12 år er en udviklingcyklus, så nu hvor der er plads til at tage sig af den sorg, og idet jeg pt. healer gamle ting via tapping, så kom den til overfladen. Nu er det tid og plads til at heale sorgen. Til at føle sorgen over at hukommelsen blev ramt, og nogle ting bare ikke kommer tilbage, uden at jeg arbejder med det på et andet plan, end jeg før har gjort.
Jeg har faktisk aldrig sørget over tabet af de ting jeg kunne dengang.

Heldigvis besidder jeg evnen i at se på afstand, og jeg har gode venner og samarbejdspartner i dette liv, samt i andre dimensioner, så om engle og guider i alle afskygninger, som vil stå på hovedet for at hjælpe mig. Bed og du skal få, jeg bad og jeg fik i går aftes.
Jeg skal bare bede om hjælpen før jeg bliver frustreret.
Hvorfor jeg ikke bare brugte mine evner fra start af? fordi det var en sorg der bankede på og skulle op til overfladen, så den kunne heales på og slippes fri.

Jeg healer mange ting ved at skrive. Dette blog indlæg er en del af min healings proces. Det er den ekstorverte side af mig, der bruges som healingstereapeut lige her og nu.

Så ja, sorgen ramte, sorgen viste sig for mig, og jeg gav mig selv lov til at græde. Det varer nok nogle dage før det hele er på plads og alting er frigivet og sluppet, og det er bare helt OK. Alt er godt. Jeg er i proces og livet går videre.
Sorgen er her og den er velkommen. Jeg glæder mig også til at vinke farvel til den på et tidspunkt de nærmeste dage.

Sorgen rammer når man mindst venter den. Og når den kommer er det vigtig at man vælger bevidst, om man vil tage sig af den her og nu, eller beder den komme igen på et senerer tidspunkt. For den dukker altid op og ønsker at man ser på den, og får healet den, så kroppen og cellerne kan slippe for at gå med den.
Og når vi healer, så healer kroppen og dens smerter heales også.
Den behøver ikke reminde os med smerter om at tage os af det og det.

I denne tid med healing af gammel sorg, vil jeg anbefale en dokumentar der hedder HEAL på Netflix. Det er om kroppens fantstiske healingsevne og hvor meget den kan gøre, hvis bare vi blander os uden om dens arbejde, med bekymringer osv.

Så jeg er i sorg, men kender jeg mig selv ret, så er det hurtigt healet. Life goes on.

“Jeg har den fulde frihed, til at begrænse min egen frihed”
Citat Súsanna Vígdá

Livet er fantastisk. 🙂




Når healeren er syg

/1 Comment/in /by

Er det ikke lidt mærkeligt, at man kalder sig healer og så selv være “kronisk” syg?

Jeg har fået nogle spørgsmål igennem min tid som alternativ behandler, som gav mig indryk af, at folk mente man var totalt ved siden af, når man sagde man var healer. Så var det næsten, som man påstod man var Gud eller noget helt overnaturligt. Og hvorfor så være syg selv? Hvorfor healende man så bare ikke sig selv?
Ja, men hvad er en healer for en fisk, siden de bliver syge selv, kan de så heale andre?

Jeg kan kun svare for mig selv.

Healeruddannelsen

For mange år siden blev jeg overfaldet, hvilket i rap fik 5 diagnoser frem i lyset, blandt andet stress med middelsvær depression og fibromyalgi. Jeg fik god hjælp fra lægen og kom på antidepressiv medicin. Efter et par år på de piller, som ikke syntes at hjælpe, men holdt mig i en tåge, tog jeg sagen i egen hånd. Mit helbred, min krop og mit ansvar.
Jeg tog til lægen, knaldede næven i bordet og sagde: nu gad jeg fa**** ikke det mere, nu havde jeg grædt nok og nu ville jeg være glad.

Her startede min selvhealings rejse.

Stille og roligt erfarede jeg, at det fysiske og mentale hang sammen. Kost, motion og tanker hang sammen, med andre ord, der dukkede et holistisk billede af sygdom op. Alting hang sammen. Krop, sind og ånd.

Så jeg gik på opdagelsesrejse i mit eget liv, og undervejs i rejsen lærte jeg om kroppens fantastiske healingsevne, samt fik jeg en uddannelse som Reiki Master og tog Angelic Reiki 1 og 2.

Men hvad gik så opdagelsesrejsen ud på?

Jo, efter en GB operation hvor det var slut med at drikke sodavand, opdagede jeg, hvor meget væske syren ophobede i min krop. Jeg drak et cola light produkt i lange baner hver dag, og da jeg stoppede, oplevede jeg hvordan jeg tabte flere kg bare i væske, samt hvor meget mine smerter forbedrede sig.
Efter et par år begyndte jeg igen så småt at drikke sodavand, og disse brændende og jagende smerter, som fibromyalgi patienter kender, blev igen værre og værre.
En anden oplevelse jeg havde var, at jo mere fokus jeg havde på fibromyalgien, jo flere smerter. Jeg havde dagligt store smerter. Jeg havde så svært ved at acceptere, at alle de ting jeg kunne før, pludseligt ikke var noget jeg bare kunne længere. Men på et tidspunkt erfarede jeg, at hende der Madam Fibromyalgi, som jeg kaldte hende, var en værre dramaqueen. Hun larmede og larmede, lige som en strid mor, der skælder en uartig teenager ud. Det fungerede meget bedre at se fibromyalgien på den måde, men så kom AHA oplevelsen. Hvad med at hun var min veninde? En veninde der altid siger sandheden, når man laver noget uhensigtsmæssigt og siger: Nu stopper du, kvindemenneske.

Så Madam Fib er i dag en kær veninde, som siger sin mening, når jeg ikke passer bedre på mig selv. Og lige nu har hun i to dage lagt mig i seng. Jeg støvsugede i klinikken i fredags, og det brød den sig ikke om. Næ nej, Súsanna, støvsugning har du gjort nok af i dit liv, var det som om den sagde. Og så lå jeg på langs.

Læringen

Og hvad kan jeg så lære af det? At det er helt ok ikke at kunne alting. Det er helt ok at bede om hjælp. Hvorfor er healeren syg?
Se det er nemlig derfor jeg har den sygdom.
I følge den danske førende forsker på området, Stine Amris, ligger man i risikogruppen for at få fibriomyalgi, hvis man har tendens til perfektionisme, kontrol, aldrig beder om hjælp og lider af pænpige syndromet. Og der lå jeg. Disse adfærsmønstre ligger både i generne, er tillært og ubevidst handlet på. Og jo mere jeg har healet på tingene, samt bevidst ændret adfærdsmønstre, jo bedre har jeg fået det og har det.

Lige som mange andre, falder jeg i vandet engang imellem, lige som nu, pg Madam Fib siger sin mening. Det bliver intet fejet under tæppet, nej hun er en hård opdrager og så i seng Súsanna; som bare må føje sig.

Og rejsen forsætte og gør det den dag igen. Så ja, denne healer bliver også syg og erfarer via egen krop og læring, hvor fantastiske skaber og helbreder vi selv er. Og nej, ikke alting skal heales og ikke alting kan heales her og nu. Det kan tage generationer og et hav af mennesker, før det kan eller skal heales. Men en ting har jeg erfaret. Min healing ligger i hvordan jeg vælger at takle tingene; i hvad jeg propper i munden, og sindet af ting og tanker. For den største skaber i mit liv, er jeg.

Kan en syg healer heale?

Og ja, en syg healer kan heale. Det kræver bare en del af healeren, bl.a. ikke at blande egen energi med klientens, så ikke man påvirker klienten, eller bliver mærket af klientens energi.
Det er nemlig klienten selv med egen kraft og med hjælp og vejledning fra mig, der healer. Vi er alle healere, vi kan alle selvheale, men nogle har bare brug for at andre gør det for en. Dvs får andre til at sætte ens egen healingskraft igang.
Og jeg forsætter min healingsrejse hver dag. Jeg bliver klogere på mig selv hele tiden, og får det bedre og bedre. Dog med et par tilbagefald engang imellem, som en reminder på, at passe godt på mig selv.
Se denne måde at se på sygdommen, er også healing for mig.
Som en klog mand engang sagde: Du er nu helbredt, gå i fred og synd* ej mere. 😉

Jeg ER glad, jeg ER sund og rask 😉

 

*synd- når vi gør noget uhensigtsmæssigt i forhold til os selv og andre. Min tolkning af ordet.